Det mest hjemlige ved et hjem.

Mit barndomshjem gør noget ved mig. Det får minder til at flyde frem. Min barndomsvenindes barndomshjem gør det samme ved mig… Når jeg bruger en weekend hos mine forældre, som  jeg netop har gjort, udspiller scener sig for min nethinde: I dette hjørne af mit gamle værelse kyssede vi første gang, her i sofaen fortalte jeg mine forældre de skulle være bedsteforældre, og her på denne græsplet læste jeg til min danskeksamen i gymnasiet.. Dér er minder bundet op på specifikke fysiske elementer og steder.

Jeg har gået på det sidste spekuleret på, hvad det mest hjemlige ved et hjem er? Nogle gange vil listen af  ønsker til vores hjem ingen ende tage, og jeg har store ambitioner om, at vores hjem skal blive mere og mere hjemligt. Og ønsket er altså ikke blevet mindre efter vi er blevet tre. Et barn skal jo vokse op i et rigtig hjem. Hvad dét så end er. Særligt udvalgte møbler, hjemmelavede møbler og hyggelige detaljer bidrager altsammen hertil. Og af denne grund kan listen og DIYs blive evigt lang.

Men hvad er egentlig det mest hjemlige ved et hjem?

Med fare for at at det bliver klichéramt, har denne weekend mindet mig om noget simpelt:

Det mest hjemlige element ved et hjem, er ikke dets ting, men dets MINDER.

Jo, der er også noget særligt forbundet med de ting man ejer. Da vi boede på sofaer rundt omkring, og ventede på denne lejlighed, havde vi vores ting opmagasineret, og IH, hvor jeg dog glædede mig til at bo i mine ting igen! Men når jeg tænker mig om, er der et mønster i min proces omkring at gøre de steder jeg har boet til hjem..

Det første jeg har gjort – hver eneste gang jeg er flyttet ind et nyt sted – er at invitere mennesker. Familie og venner. Alle jeg vel nærmest kan komme i tanke om, inviterer jeg: “Kom og se mit nye sted. Lad os spise noget mad.”  Selvom hverken stole eller bestik er fundet frem af flytterodet. Før jeg har kunne komme på plads, har jeg haft brug for at indtage stedet. At gøre det til mit. Næsten som en hund, lige strinter sit territorie af. Her skal lugte af mig og mine nu. Ikke af fremmede. Det skal fyldes ud af mennesker jeg holder af, så jeg, når jeg er alene igen, ser mine mennesker for mig, i hjemmets kroge i stedet for de tidligere beboere. Det er vigtigt for mig.

Minder er der uendeligt mange af i et barndomshjem som mit. Men der er også mange minder her i vores lejlighed på toppen af Nørrebro efterhånden. På dén lille gulvplet stillede vi vores datter i autostolen, da vi kom hjem fra hospitalet..

Dét maleri malede jeg, da vi var blevet enige om at ville have et barn. Ved kaffemaskinen stod jeg, da jeg spurgte min søster, om hun da var gravid (fordi hun var virkelig ivrig efter parisertoast) – og hun svarede ja.

Vi ønsker os at flytte i noget større indenfor en overskuelig fremtid. Indtil da så føler jeg mig virkelig hjemme her. Det bliver svært at flytte en dag. Men ét er sikkert. Vi kommer til at tage det vigtigste hjemlige element med os: Vores minder. Og det vigtigste og første vi skal et nyt sted er at skabe minder dér.

Min hjemmelavede madplan fungerer også som en slags ugekalender herhjemme, hvor vi kan skrive ind, hvem vi får besøg af til mad. Med huset fuld flere dage, er jeg sikker på at denne uge bringer dejlige minder med sig 😊

Jeg håber den gør det samme for dig!

Hvad er det mest hjemlige minde for dig, mon?

 

 

Ps. Hvis du har lyst, kan du nu også finde og følge mig på bloglovin’!