I sidste weekend blev sætningen “lad os nu liiige afslutte alle de projekter vi har gang i” sagt. Jeg behøver ikke at udspecificere, hvem der sagde det, men den person der udløste en sådan reaktion, var mig. Jeg slyngede (for tusinde gang) et nyt projekt ud. En tanke om noget, jeg da måske liiige kunne gøre. Bortset fra at ingenting virker til at være bare liiige at ordne.. Lidt lige som Meyers kugle i “Huset på Christianshavn”, som bliver ved at falde på jorden. Altid til stor irritation, men som altså aldrig rigtig bliver fikset.. Årh, hvor har vi dog mange af dem herhjemme.
Vandskaden er endnu ikke repareret. Der mangler stadig lister/fuger i vores væg. Lamperne hænger ikke ordentligt, og pærerne driller at få til at passe i styrke, så lyset falder efter funktion. For bare at nævne lidt. Opbevaringen, ja, den er der altså heller ikke helt styr på endnu. Og dørene – ja, håndtagene de falder af. Det er småting. Men småting, som faktisk irriterer. Derfor var det også overraskende for mig, hvordan jeg faktisk blev lettet over, at fokus blev sat på de ting, som LIGE skal gøre færdigt før nyt påbegyndes. Lige som de ting der også skal gøres færdigt i forhold til vores nuværende barn, før det nye kommer. Jeg har nogle ting jeg drømmer om at nå, gøre og lave med hende. Og dét er primært fokus nu. Alt det, som er rart at få afrundet. Fordi om lidt. Lige om lidt, så starter et helt nyt kapitel.
Derfor har jeg sat mig noget for: Jeg vil skynde mig langsomt. (For jeg skal jo også passe på mig selv, og min krop skal være nede i gear. Det tænker jeg hver dag: jeg skal ikke være helt mast. For tænk, hvis jeg går i fødsel netop i aften??) Hver dag har jeg en ambition om, at få klaret to ting fra listen med ikke-afsluttede småting.. Nogle ting er mere kedelige end andre, synes jeg, så jeg forsøger at kombinere det; ét meget lavpraktisk og ét lidt sjovere projekt.
Det vilde er, at så snart ét af afsluttet, så får jeg faktisk lyst til at gå i krig med mere. Jeg har altså observeret, at der (selv for mig) er noget ret motiverende over netop at afslutte projekter. Jeg er af natur ret opstarts-agtig. Jeg elsker brainstorms, collager og tankespind. Korrekturlæsning, den sidste lille detaljer som mangler, ja – det udskyder jeg oftest. Men som tingene kommer på plads, og småtingene rundes af, så bliver jeg mere og mere lettet. Mine skuldre sænker sig, og jeg oplever. at jeg faktisk føler mig friere til netop at lave noget nyt. Fri til at holde fokus på dét der er vigtigt. Fordi stemmerne, som hvisker “du mangler jo også lige dét” eller “husk nu lige den liste dér” eller… Ja, de stemmer forstummer én for én.
En anden ting jeg er begyndt at gøre for at motivere mig selv til at afslutte småtingene, det er at bruge en “belønning” for enden af projektet. Jeg har eksempelvis en ambition om at få sorteret godt og grundigt i mine (digitale fotos) og hvad kan da motivere mere, end at “få lov” til at lave en fotobog til min ældste datter derefter? Ikke ret meget.
Jeg har med andre ord fint med sager at tage mig til her på min barsel (hvilket også forklarer den tid der somme tider går mellem indlæggene herinde).. Min overordnede dagsorden er: Ét (mere eller mindre) sjovt projekt af gangen, så længe jeg overkommer det. Og så ellers mig-tid. Mig-tid med mine. For dét er da det vigtigste af alt.
Kærligst S
Ps. Hvis I har nogle tips og tricks til netop at få afsluttet projekter på en rar og effektiv måde, så sig endelig til!
Et billede af dagens hygge-projekt, som blev et kryds på listen. Da jeg den anden dag ryddede op i min garn-kurv, fandt jeg tre uafsluttede klude. Hvilket siger ret meget om, hvordan jeg ofte “kommer til” at springe de sidste detaljer over. Jeg kan ikke engang huske, hvornår de blev strikket i første omgang. Men nu er enderne hæftet (i mere end én forstand), og det føles godt. Virkelig godt.
[…] Lige i dette nu kan jeg se, at jeg for lidt mere end et år siden skrev et indlæg om præcis det samme. Så mon ikke man kan kalde det et mønster? Men et mønster, som kan arbejdes med. Skal vi ikke […]