Fra at have været fuld af gåpåmod og vælte mig i idéer, er jeg næsten blevet væltet omkuld af mængden af netop.. idéer. Ha. Kender I mon dét, at idélisten lige så stille lister sig op på at være så uendelig (og uoverskuelig) lang, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Og hvor man skal stoppe. Sådan har jeg haft det lidt de sidste par dage i sommerhuset. Så selvom jeg havde håbet at nå at lave et mini-brændeskur i går, lod jeg regnen sende mig et signal om, lige at trække mig tilbage og gøre noget andet. Noget som var småt, overskueligt og ikke mindst sjovt. En anden dag ville jeg helt sikkert synes at et brændeskur var sjovt. Men dét der med at stå midt i regnen og blæsten med en stor opgave på helt nyt (tømrer)territorium, var ikke helt så sjovt lige den dag. Og hvis der er noget, som skal holde mig og min begejstring kørende i sommerhus-projekterne, er det vel, jeg skal lades op af min DIY-projekter?
Så brændeskuret måtte vige for en lille muslingeuro. Jeg tænkte, at uroen ville tage meget kort tid, men det viste sig altså at tage liiidt længere tid end jeg beregnede. Mit håb er, at en guide vil gøre processen lidt hurtigere for andre. Og det er netop denne muslingeuro, jeg gerne vil dele med jer i dag:
DIY-guide til muslingeuro
Materialer:
- Muslingeskaller i forskellige størrelser. Jeg brugte 21stk, som jeg inddelte i de tre kategorier ‘store’, ‘mellem’ og ‘små’. Men. Hav en del ekstra, hvis nogle skulle gå i stykker undervejs.
- En broderiring eller en hvilken som helst anden ring. Form eventuelt én af lidt tyk ståltråd, hvis ikke du har en broderiring inden for rækkevidde.
- Lidt snor eller garn.
- En saks
- Et lille bor og en boremaskine.
STEP-BY-STEP:
-
Forberedelser og ophæng:
- Bor først et lille hul i alle muslingeskallerne.
Jeg forsøgte at placere mit hul ca. midt i, da jeg vurderede at færrest muslingeskaller knækkede på denne måde. Men hav nogle ekstra klar. Der er garanteret nogle, som vil knække, når du forsøger at bore hul i dem. - Hæng din uroring op i tre eller fire tråde. Saml trådene, så ringen hænger lige. Med de samlede snore skal du nu lave en løkke, som uroen kan hænge i. Bind enten blot en knude på det dobbelte bundt af snore eller lav en ‘gathering knot’, som jeg har gjort. Jeg var inspireret af denne youtube-guide til macraméknuden.
- Hæng nu ringen op i din nye løkke, så du kan arbejde med uroen nedefra.
- Klip 7 lige lange snore og bind dem om ringen, så de er jævnt fordelt. Skjule (dobbelt)knuderne så godt som muligt på indersiden af ringen.
-
Nu skal muslingeskallerne monteres nedefter i en spiralform;
- Start ved én snor, og bind en stor muslingeskal på denne. Bevæg dig nu rundt fra snor til snor; placer den næste store muslingeskal på snoren ved siden af, et lille hak nedad. Fortsæt sådan hele vejen rundt, så muslingeskallerne ‘falder’ nedad i en spiral.
Jeg sigtede efter at den sidste muslingeskal sluttede i den højde, jeg gerne ville have at anden runde skulle starte i. På den måde vil uroen syne af én lang spiral. - Når du er nået hele vejen rundt med de store muslingeskaller, er det den mellemstørrelse muslingeskallers tur. Placer den første muslingeskal lidt over midten på din snor og bevæg dig nedad og rundt på samme måde som med de store muslingeskaller.
- Præcis det samme gøres med de mindste skaller.
- Hæng eventuelt muslingeuroen et sted, hvor du kan kigge en del på den den næste dags tid, og juster eventuelt skallerne lidt op og ned, så spiralen ser lige så fin ud, som du synes den skal.
- Klip den resterende snor af, så hver af de 7 snore slutter med en muslingeskal.
- Nu er der kun tilbage at placere muslingeuroen lige dér, hvor du synes, at den vil passe aller bedst ind. Eller give den som gave – uroer (se også min fugleuro her) er også en perfekt (barsels)gave, hvis du spørger mig ?
Rigtig god fornøjelse..
Kærligst Sarah
Ps. Som det måske kan ses her, i sommerhusets børneværelse, forsøgte jeg at montere skallerne på lidt forskellige måder. De øverste store forsøgte jeg at binde fast, ved at lade dem ‘svæve’ ovenpå en knude på snoren. De yderste hang jeg med en knude ‘om hullet’. På den måde pegede de lidt mere nedad – i stil med denne uro. Men som med alt andet, er der jo kunstnerisk frihed til selv at afgøre, hvad du synes ser pænt ud 🙂
Leave a Reply