Vi er trådt ind i november, og jeg har simpelthen besluttet mig for at lade juleriet starter herinde allerede. Eller, faktisk tog jeg jo fat på juleriet i mandags. Simpelthen fordi jeg har brug for at se frem til noget. Men også fordi, at jeg sådan har brug for at se nogle af mine idéer omsat til virkelighed. Særligt hvor der er så meget andet, som jeg ikke kan lave om. Eller omsætte.. Jeg kan ikke gøre noget ved præsidentvalget i USA, som kører for fulde optællinger i skrivende stund. Og jeg kan ikke kurere Corona. Bare for at nævne et par sager, som ruller – og til tider blæser mig bagover. Men i de små (juleting) kan jeg gøre lidt. Bare en lille smule, som får mig til at smile. Og dermed har jeg altså officielt skudt juleriet i gang. Og måske jeg ikke er den eneste, som har lyst til – og behov for at starte lidt tidligere på julehyggen i år?
Før jeg rigtigt åbner ballet, har jeg dog brug for at understrege et par juleerklæringer, som jeg har gået og talt lidt med mig selv om.
Men juleri er nemlig ikke lig indkøb for mig. Faktisk tvært i mod, faktisk. Sidste år proklamerede jeg, at jeg ville gå igennem juleriet uden at købe noget som helst nyt til mit julehjem. Juletiden bliver ofte forbundet med (over)forbrug, overtræk, indkøb, forbrændte ressourcer og et kapløb med tiden. I al fald af mig. Men dén remse håber jeg sådan, at min jul ikke kommer til at klinge sammen med. Der var en sød én, som skrev til mig, at hun håbede, at corona-restriktionerne ville give os mulighed for at afholde den rolige og nære jul, som de fleste af os måske inderst inde ønsker os. Ingen random julefrokoster, ingen store sammenkomster i øst og vest for at nå rundt om hele familien, og ingen forældrearrangementer på skoler, institutioner og arbejdspladser. Alt dét er formentlig skåret væk i år. Og tiden kan i stedet fyldes med de tætte og rolige sammenkomster, med dem vi har aller mest kær og nær. (Omend jeg kommer til at savne nogle stykker særligt i den tid. Det må jeg indrømme).
Men. Tilbage til dét med forbruget.
Gennem de seneste år er det vokset på mig dét med grøn omstilling, zero waste og at gøre tingene selv – eller reparere dem – frem for at købe dem. I starten må jeg nok være ærlig at sige, at det primært var for at spare penge. Det er trods alt billigere selv at lave en adventskrans end at købe én – eller et kalenderlys for den sags skyld. Men som tiden gik og jeg blev en del DIY-erfaringer rigere, følte jeg det enormt tilfredsstillende eksempelvis at bruge aflagt emballage til min julepynt. Eller at lave en julekugle, jeg ikke rigtig havde lyst til at beholde, om til én, jeg holdt uendeligt af. Det dér med at omsætte noget, som ikke har stor (affektions)værdi til noget, som får værdi. Og så ligger der altså også en kæmpe værdi for mig i at gøre en forskel i de små. Hvert indkøb tæller i det store regnskab. Men det gør hver eneste lille hjemmelavede hjertesag også.
Derfor vil jeg gentage min julemålsætning fra sidste.. Min målsætning er med andre ord at bruge, hvad jeg har herhjemme til de julesager, jeg vil lave. Og hvis ikke jeg har dem herhjemme i gemmerne, håber jeg, at det er sager jeg kan finde i min ‘bagehave’. Dernæst vil jeg lave dem selv. Det bedste ved at lave tingene selv er nemlig, at de skabt med tålmodighed (noget jeg altid godt kan træne) og at julesagerne på den måde bliver skabt til at passe lige til mit hjem, og vores lille familie. Ligesom de (forhåbentlig) let kan omsættes til at passe til jer.
Jeg har dog en indrømmelse.
Min største ‘bekymring’ i år er adventskransen. Jeg har simpelthen lidt svært ved at greje, hvordan den skal se ud eller være. På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne kreere én magen til den nedenfor (som jeg lavede for tre år siden). Men altså. Det ville jo kræve, at jeg købte en chokoladeæske som denne igen 😉 Og så er der også noget sjovt over, at adventskransen udvikler sig med tiden, synes jeg. Det meste julepynt går igen fra år til år, men lige når det kommer til adventskransen og kalenderlyset, synes jeg, at det er sjovt at prøve noget nyt ud af hvert år. Med brug af så få ressourcer, som muligt, naturligvis
Til sidst har jeg dog lige et behov for at understrege, at jeg nok skal sørge for, at det ikke kun er jul, som kommer til at fylde herinde de næste 2 måneder. Vi skal jo alle sammen kunne være her, ik 🙂
Jeg håber, at I vil kigge med. Og sig så endelig til, hvis I har gode idéer, lyst til at være med eller prøver noget af.
Husk derudover, at du meget let kan få opdateringer på mine blogindlæg, hvis du følger mig på bloglovin’ eller instagram.
Kærligst S
[…] har en lille hensigtserklæring på hjertet i dag. (Jep, det er ikke nok med, at jeg har lavet en lille juleerklæring om at lave min julepynt af genanvendte sager herhjemmefra.) I morgen er det nemlig december. Og dét forpligter. Eller. Jeg har valgt at forpligte mig. For […]