I dag går mange på påskeferie. Jeg gør.. semi. Jeg har nemlig lige et par løse ender og projekter, jeg gerne vil få fyret af i løbet af næste uge. Men torsdag sætter kursen mod sommerhuset. Åh, det sommerhus, hvor har jeg savnet det! Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ikke kunne holde påskefrokost med fætre og fastre og onkler deroppe, når det igen åbnede her til påsken. Men sådan blev det altså; Corona holdt ved længere end jeg havde fantasi til. Men påskefrokoster er noget af det hyggeligste jeg ved, og derfor har jeg allerede holdt én herhjemme. (Med én gæst, men en meget god og sød gæst!)
Mit håb er, at vi måske når endnu én i løbet af weekenden for børnenes faster. Og ellers står den på en lille tæt påskefrokost i sommerhuset i slutningen af næste uge. Well.. Jeg tænker (og håber), at jeg ikke er den eneste, som trænger til at gøre det lidt festligt her til påske – uanset det meget begrænsede antal gæster. Og derfor har jeg i dag tænkt mig at dele mit lille påskebord.
Jeg havde visioner om blomster, som hang ned fra loftet og pynt en masse..
.. Men da dagen kom (og jeg havde en halv time alene i lejligheden), fik jeg lyst til at gøre det helt modsatte; gøre det helt enkelt, roligt og simpelt. Måske er det årstiden som kalder på det? Måske fordi jeg i bund og grund er til det ret minimalistiske? Måske er det bare fordi maden nu altså er det vigtigste ved sådan en påskefrokost. Men her er altså, hvad jeg gjorde..
Det er helt ikke det store og vilde udtræk. Men det blev i mine øjne lige tilpas simpelt og roligt. Ingredienserne var simple; Dugen fik jeg på 2 minutter glattet ud med dette ældgamle trick, de sovende påskeliljer satte jeg i små flasker fra gemmerne, et par lys blev sat op og lyskæde tændt. Krydret med palmebladene i vindueskarmen. Og så god mad, god vin og godt selskab. Vigtigst af alt!
Jeg håber at vi – og I søde, som kigger med – får en dejlig rolig påske med dét, som er vigtigst af alt i vores liv.
Og indtil da; Rigtig god weekend!
Kærligst Sarah
Husk, at du er velkommen til at skrive eventuelle spørgsmål eller kommentarer nedenfor, og at jeg også er at finde på instagram og bloglovin’.
Leave a Reply