Om at turde tale frit, anonymt og hjemligt herinde.

En del af det at skabe et ‘hjem’ – eller i dette konkrete tilfælde at skabe en blog, hvor man føler sig hjemme – er for mig en del dét at man kan tale frit. Jeg havde nok i udgangspunktet ikke tænkt at jeg ville dele alverden om mig selv, men som jeg kigger mine noter igennem kan jeg faktisk se, at når jeg sætter mig for at skrive, er det ofte dét der flyder ud af mig. Tanker, overvejelser og følelser. Så det gør jeg. Går med ’the flow’. Og deler det. Som jeg gjorde i går.
Jeg har jo besluttet mig for at dokumentere min rejse herinde, og lade mig føre hen til dét jeg ikke ved hvad er. Eller måske er det ikke målet der er det vigtige, men rejsen dertil.

Én ting jeg håber kan hjælpe min ‘turden kasten mig ud i det’ er, at jeg har valgt at være anonym. Alt jeg har oprettet i denne sammenhæng er anonymt. Jeg vil ikke fremgå med ansigt, og det gør min familie eller nærmeste heller ikke. Dén anonymitet har jeg valgt først og fremmest fordi jeg ikke tør andet. Jeg tror faktisk ikke jeg havde turde oprette en blog, hvis folk vidste det var mig der gjorde det. Alene frygten for, hvad folk jeg kender ville tænke, ville holde mig tilbage. Dén er jeg sluppet for. For ingen ved at det er mig der er bag 😃

Anonymiteten har derudover vist sig smart fordi den kan bidrage til, at jeg føler at jeg kan dele ting, jeg ellers ville være privat om. Det føles faktisk som om at det sætter mig fri.