Min datter er begyndt at ville danse. Hun kan ikke engang gå endnu. Men når der bliver sat musik på, begynder hun at stå og nikke, bukke i knæene, og hoppe forsigtigt op og ned. Hun får det største smil over hele ansigtet, når hun opdager at jeg iagttager hende. Og jeg elsker det! Det får mig til at ville danse med. Og jeg gør det. Og dér i min store lange krop (i forhold til hende) kan jeg godt føle mig lidt fjollet og kejtet.
Jeg havde faktisk ret svært ved at turde danse da den slags blev noget man bare gjorde med gymnasiefesterne. Jeg følte mig så blottet, forkert og fjollet. Så hellere lade være. Dét ændrede sig heldigvis (på grund af den rigtig dreng (som senere blev min mand)), og jeg turde lige så stille bevæge mig ud på gulvet med ham. Han tog gas på det hele og lavede sjov og ballade, og han fik mig (som i alle andre sammenhænge) til at slappe af! Men jeg kan stadig godt tænke på, hvad folk tænker, hvis jeg bevæger min krop til musik. Særligt hvis han ikke er der til at være mit anker. For jeg ved jo ikke selv hvad jeg laver 😉
De gamle gemte usikkerhedsfølelser op i mig, når jeg står dér alene i stuen med min datter. Selvom der ingen andre er end mig og hende. Selvom hun er det største selvværdsboost jeg nogensinde har fået. Tænk, hvis der var nogen der så mig. Nogen kan jo kigge ind af vores vinduer. (Vinduer som er på 5. Sal btw)
Sådan vil jeg for alt i verden ikke have at hun nogensinde får det! Og når jeg tænker de ting, giver jeg den ekstra gas for hende i stuen. Fjoller alt hvad jeg kan, overdriver alle bevægelser og har det dejligt. Jeg håber aldrig at hun (på samme måde som mig) vil blive tynget af, hvad andre mon tænker. Jeg håber at hun vil kunne danse uden hæmninger. Og jeg håber at hun vil føle sig fri når hun gør det.
Det er noget af dét jeg synes er det mest befriende ved at have fået et barn. At jeg helt per automatik ønsker at forbedre mig, lægge mine laster bag mig for at HUN skal se det bedste og ikke blive ‘smittet’ af dét jeg har ladet mig tynge af.
I starten da jeg tænkte på at starte denne blog, var en del af mine tanker også: Hvad mon folk ikke vil tænke!
Og helt ærligt er det nok derfor det først sker nu. Efter 5 år i mine tanker. Så ud over at være en mega lang drøm og interesse, så er det altså også lidt noget jeg gør for hende! For at hun ikke skal have en mor, som aldrig turde, men én som faktisk gjorde hvad hun havde lyst til – uden frygt for, hvad omverdenen måtte tænke.
Så den her er til dig, min lille kødklump!
Leave a Reply