Det sker tit. At jeg bliver bange. Bange for, hvad jeg kan gøre galt. Hvad folk mon tænker. Alle scenarier for, hvad der kan udspille sig, som jeg ikke ser, kører for min nethinde. Hvad der kan være ‘forkert’ herinde, til mit speciale, til i relationer med veninder. Når jeg har det sådan, vil jeg hellere holde mig tilbage fra visse ting end at gøre fejl. For gør man slet ikke noget, gør man jo ingen fejl! Når jeg har det sådan, bliver jeg hjemme – aflyser aftaler, lukker mig inde. Eller i tilfælde af mit speciale, bakker jeg ud. Lægger det væk. Stopper mig selv. Hvis jeg ikke gør noget, gør jeg det i hvertfald ikke værre. Hvis ikke jeg skriver mit bud, skriver jeg jo ikke noget forkert. Det er en ond cirkel, som at svær at bryde ud af.
Herinde bliver jeg konstant mindet om denne balance mellem at turde være ‘out there’, og ikke lade denne frygt holde mig tilbage. For jeg har lovet mig selv at udgive daglige indlæg. Og dét løfte bliver nødt til at knock-out’e min præstationsangst. Men jeg kæmper. For her kan I jo alle se fejlene. Christina Dueholm skrev den anden dag, at det vigtigste ved at starte en blog op er, at man gør sig umage. Og at, hvis man først har skuffet én gang, skal der virkelig meget til at læserne vender tilbage. Sikke et pres! Jeg må ikke svigte, skuffe eller udgive noget, hvor en fejl kan spottes.. Det ved jeg ikke om jeg kan leve op til. For hvornår er nok NOK? Hvornår er det kun én selv der kan se fejl og mangler, og hvornår er det reel mangelfuldt, kedeligt eller sjusket?
Når vi sådan har været nedlagt af sygdom herhjemme, kan den slags tanker hobe sig op, og når så der skal tages hul på alle projekter og to do’s igen, så slår bremserne i. Både for og bag.
Min taktik har altid været at skrive mig ud af det. Skrive “Jeg er bange nu. Jeg tør ikke.” Og bare dét, at man skriver det gør, at der kan gå hul på boblen. At man tager hul på bylden. At det begynder at flyde igen. For ord avler ord, og sætter mine tanker fri. Uden for meget fejl-finder-filter. Så nu har jeg sagt det til jer: Jeg er bange for at fejle. Og jeg bekymrer mig meget om, hvad I mon tænker.
Jeg kan se på tallene at I kigger med. Flere end jeg havde drømt om i løbet af min korte levetid herinde. Og det gør mig glad. Meget glad. Meget mere end jeg kan beskrive i ord! Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har dobbelttjekket, om det nu kan passe. Så TAK! Tak for at du kigger med, og vender tilbage.
En klog dame sagde en gang: Den der øger sit gods, øger sin smerte.
Altså: Jo mere man har, jo mere er der at bekymre sig om. Det er sandt i forhold til at få sig et barn. Det er sandt i forhold til at få sig en kæreste. Det er sandt i forhold til at skrive et (stooort) speciale. Det er sandt i forhold til at have en lejlighed (med vaskemaskine, som lige er gået i stykker). Og det er sandt i forhold til at starte en blog – og erhverve sig læsere..
… For jo flere øjne der kigger, jo flere hoveder tænker tanker. Om mig. Eller dét jeg fyrer af her. Så du må endelig ikke holde dig tilbage fra at sige, hvad du tænker. Hvis du har idéer, inputs eller bare et lille hej. Nogle gange kan fantasien være ‘værre’ end virkeligheden, og jeg har mange tanker om, hvad du mon måtte tænke..
Det var bare lige dét jeg ville sige denne torsdag. Mest for min egen skyld – for at tage hul på min lille byld af bekymring.. Og nu: Tilbage til specialet, og kurere dén præstationsbobel 🙈
[…] så jeg vil gøre det kort. Lad mig dog kort introducere mig selv: Jeg er ofte nervøs for, hvad andre måtte tænke, og dét bremser mig ofte. Jeg troede engang, at jeg ville (for)blive evighedsstuderende. Nu er jeg dog (næsten) på den […]