Okay, først og fremmest: jeg bliver lige nødt til at reklamere virkelig meget for denne opskrift. Ej, hvor skulle jeg dog bare have gjort det noget før, hvis jeg havde vidst hvor nemt det var! Nogle gange kan jeg godt selv blive overvældet af, når en DIY-guide er lidt for lang, fordi jeg så automatisk tænker, at dén er besværlig. Det her er virkelig virkelig let. Dét ville jeg lige starte med at sige!
Vi havde som sagt min søster og niece på besøg i går. Min mand var til julefrokost så vi pigehyggede med julemusik, højtlæsning, hjemmelavet pizza og ja, DIY-julepynt.
Det var tanken, at pigernes hænder skulle afstøbes i leret, men kun én af dem var nogenlunde ok med at røre ved den bløde masse, så vi sprang det over, og har gemt en klat i køleskabet, som min datter måske kan få fingrene i (i bogstaveligste forstand) i morgen.. Det er nemlig SÅ smart med dét her selvhærdende ler: Man kan gemme det i køleskabet (i en lufttæt boks), og så kan man fortsætte kreationerne på et andet tidspunkt..
Ja, og tanken var derudover, at min søster skulle hjælpe mig med at få dokumenteret processen. Sagen blev bare den, at… Vi skulle have haft flere hænder! Vi havde rigeligt at gøre med to tøser i gå/kravle (op) alderen samtidig med at lidt julepynt skulle bikses sammen, og aftensmaden også skulle klares.
Ja, faktisk fik vi ikke taget et eneste billede. Jeg må indprinte mig dem på min nethinde. Det var ret hyggeligt at sidde dér midt på stuegulvet med en underlægningsmusik af julehits mens min søster læste julehistorier op for mig og… pigerne var i hver deres ende af lejligheden – ude på spilopper. Det er nu altså noget af det mest befriende ved at have fået et barn. Al ens planlægning og kontrol-gen får meget sjældent lov til at bestemme dagsordenen. Jeg tror det er sundt! Det er jo livet – utilregneligt og livligt (Jep, du hørte mig lige være lommefilosofisk!).. Meeen jeg må dog indrømme: Jeg var træt, da den lille var puttet. Så i stedet for at færdiggøre et andet DIY, rydde op eller få skrevet lidt på specialet, slog jeg benene op, tømte fryseren for is og satte anden sæson af “The Crown” på. (Jeg kunne ikke finde Love Actually online?) Jeg så første sæson i starten af min barsel, så det var ret emotionelt for mig, at nr. 2 nu er på gaden – der er gået et år!
Nåh, men tilbage til pynten… Vi julepynt i selvhærdende ler. Her er hvad jeg gjorde:
Til leret skal du bruge:
- Maizena (1 del)
- Natron (2 dele)
- Vand (1,5 del)
Sådan laver du leret:
Bland de tre elementer godt sammen i en gryde, og tænd for lavt blus. Rør rundt mens det stille og roligt koger op, og når konsistensen pludselig ændrer sig – og hele massen er som en slags mos – tag da gryden af varmen.
Placér massen på et stykke bagepapir, og lad det hvile (til den har en temperatur du kan arbejde med) under en våd klud.
Sådan former du julepynten:
Når leret har en tilpas temperatur tager du endnu et stykke bagepapir og lægger ovenpå leret (i stedet for kluden, altså). Rul nu leret ud i den ønskede tykkelse. Det er mit indtryk at det bør være ok tykt for at et aftryk kan laves, uden man bryder igennem leret. Ca. 0,5-0,75cm. er passende, vil jeg mene.
Lav nu de aftryk du vil. Jeg lavede foruden babyfingre og så aftryk af blomster.
Stik så formene ud (eller lav formene med en kniv eller andet spidst), og pil det overskydende ler ud mellem den formede julepynt. Genbrug eller gem det overskydende ler. (Processen er lige som med brunkager – man kan blive ved 😉 )
OBS! Husk også at lave et lille hul, så du kan stikke en snor igennem og hænge pynten op!
Lad julepynten selvhærde ved stuetemperatur. (Her formiddagen efter er mine næææsten gennemhærdede.)
Rigtig god fornøjelse!
MyLifeAsTulle says
Ej, hvor er det en fin idé med de blomsteraftryk <3
Jeg har selv planer om at lege med selvhærdende ler i morgen, og skal da helt sikkert prøve noget lignende. Tak for den gode idé 🙂
Mvh Tanja http://www.mylifeastulle.bloggersdelight.dk
Stay Strange says
Hej Tanja.
TAK – dét er jeg glad for at du synes!! <3
God legelyst! 😉 Og glædelig advent!