“Alt er en fase” siger de kloge om dét at få børn.
Og det er både godt og skidt. For når børn er i en periode, hvor man har svært ved at finde ud af dem, så kan man trøste sig med, at det blot er en fase. Lige om lidt ved jeg hvorfor.
Når alt derimod er som en gåtur i parken. I solskin. Og med fuglekvidder. Hvor den dér særlige duft af forår spreder sig. Ja, så er dét, at det er en fase vel nærmest vemodigt. For det må ikke stoppe. Der behøver ikke komme noget på den anden side. For dét der er nu, får alt til at stå stille. Tiden skal stå stille. Helt stille, så jeg kan nyde det hele. Snuse duften ind i knoglerne.
Det er med nølen at jeg putter mit barn for tiden, og jeg kan bliver ved at sidde og ae håret på hovedet, selvom hun sover for længst. Dagen må ikke slutte. For det betyder, at tiden går, og at fasen rinder ud som sand mellem mine fingre. For der sker hele tiden noget nyt. De små mennesker, som er vores efterkommere, lærer mere og mere for hver dag der går, og pludselig er de ikke så små længere. De er går fra at være babyer til at være små mennesker, som stille og roligt river sig løs fra deres forældre. For selv at blive voksne. En dag. Om lang tid.
Det kræver måske mod at blive forældre. Men lige nu føles det som om, det kræver uanede mængder af mod at blive klar til at give slip. Til at lade tiden gå sin gang. Nej. Lige i disse dage, har jeg lyst til at klamre mig til det som er nu. Lad det var evigt.
Trine says
Jeg kan kun være så enig i alt hvad du skriver. Det stopper ikke. De vil altid være vores små. Forevigt og altid. Kh fra T
Stay Strange says
<3