Det er torsdag, og jeg har sat mig ved computeren. For at fokusere. For at skrive noget ned, jeg ikke helt ved, hvad er.
Jeg har brygget en varm kop kaffe, sat mig godt til rette og placeret de dér (forbandede) gode påskeæg i en armslængde fra mig. Så jeg lige netop kan nå dem, men jeg også skal læne mig lidt frem. Gøre mig lidt fortjent til endnu et…
Sådan er det hver torsdag. Jeg sætter mig og vil skrive lidt. Lade tankerne flyder ud gennem fingrene. Og jeg elsker det. Af alle mine indlæg er det disse, jeg bruger færrest kræfter på, men som samtidig sætter mest i gang. I mig. Det har altid virket nærmest terapeutisk for mig at sætte ord på det der fylder. Inden det hober sig op. Eller når det er hobet op. Og sådan har jeg det lidt i dag. Der sidder en prop i, som jeg ikke helt kan finde ud af at vride løs. Den skaber en lille smule undertryk. Du ved, den slags, som egentlig bedst løses op af lidt tårer. Men jeg kan ikke græde. For jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle? Af lettelse? Af glæde? Af begejstring? Af frygt for at miste? Jeg ved det ikke. Måske lidt af det hele. For der fyrer så mange ting rundt i min lille knold for tiden, at jeg ærlig talt ikke kan finde hoved og hale i det. Og så bliver det pludselig lidt svært, at jeg har gjort en del af min ventil for mig selv og mit indre liv til offentligt skue. For jeg skriver mig fra det. Altid. Men jo til en vis grænse herinde.. Men hvor er grænsen mellem personligt og privat?
Jeg elsker selv at læse personlige skriv. At læse tanker om store som små ting hos bloggere. Dét sætter skub i meget hos mig, og jeg bærer det med mig lang tid efter det er læst. Som tiden er gået herinde i min lille hule på nettet, har det vist sig, at det også er de indlæg, jeg taler mest med folk om. Som folk kommenterer. Også dem som kender mig bedst. Dem jeg har aller tættest. Selvom jeg tænkte, at de vidste det hele i forvejen, så sker der en transformation, når det får liv på skrift. Noget som jeg måske tænkte, at jeg i ‘det virkelig’ liv viste med et blik.
De her personlige skriv er så naturlige for mig, men det er også dem, som jeg er aller mest i tvivl om. Når de er skrevet. For de skriver sig selv. Sådan føles det. Og det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde regnet med, at denne blog primært skulle være om DIY og indretning. Fordi det var ‘planen‘, fordi det var lettest at forsvare og forklare, og fordi det gjorde, at jeg turde. Men som jeg har skrevet mig frem herinde, er der også en anden type indlæg, som altså tager sin egen plads. Helt af sig selv. Dem med tanker om stort og småt. Dem om følelser, vel sagtens.
Men sagen er, at jeg startede denne blog på en anden præmis. En præmis om at være anonym. Og jeg skulle dermed ikke stå til regnskab. Det gør jeg nu på en anden måde. Og jeg tager det med. Ingen har tvunget det ned over mig. Jeg skal bare lige ‘wrap my mind around it’. Og den slags tager tid i en bøtte som min. Samtidig er blogmediet jo befriende lidt bindende. Det er dét der er så fascinerende ved blogverdenen. ‘Produktet’ er aldrig helt færdigt her. Det er i konstant udvikling. Og hvor passer det mig godt!
For er livet og mennesker ikke sådan? Evigt i udvikling (til det bedre, forhåbentlig)? Og kan ændre sig med et trylleslag?
Samtidig føler jeg dette skrivested som meget mere bindende, end når jeg skriver i mine læderindbundne notesbøger. De kan brænde op. Lade være at se dagens lys. Omvendt har nettet sine evige spor (jep, jeg er en smule paranoid), og folk kan finde bloggen og alle mine indlæg, læse med. Og det er styrken, men også akilleshælen ved dette medie. For rammer det et lidt for ømt punkt, så? Er der nogen, der vil gå efter det? Én som vil blive skuffet over mig? Jeg skal hele tiden balancere på min balancebom herinde. Og den tumler jeg altså lidt med. Stadig. Måske jeg skulle skrive den ned? Sætte ord på den, så den bliver helt konkret for mig. Som et dogme?
Jeg er ikke privat om mine følelser. Jeg ser dem som almene. Jeg tror, vi alle har følt en snert af alle slags følelser i verden. Nogle mere end andre. Afhængig af, hvad livet har bragt os. For mig er det en naturlig og menneskelig ting, og ikke noget der permanent definerer mig. Mine følelser. De er en flygtig størrelse, som jo ofte ændrer karakter og skifter retning. For sådan en som mig. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg mister noget af mig selv, ved at sætte ord på dem. Tvært i mod tror jeg i højere grad, at jeg føler jeg får lidt mere af mig selv. Forstår lidt mere. Finder ind til kernen gennem alle de (til tider forstyrrende) følelser og tanker. Samtidig giver dette sted (modsat de føromtalte læderbøger) også en enorm bekræftigelse i, at vi bliver forbundet. Os der bevæger os her på siden. For vi er alle mennesker, som måske kan se noget af os selv i hinanden.
Så I må undskylde mig, hvis jeg er lidt diffus disse dage. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal gribe om det som foregår. Det som fylder, og som jeg ikke helt kan sige, hvad er. Fordi jeg ikke ved det. Men jeg bliver ved. Jeg bliver ved at lede, og jeg bliver ved at sætte ord på.
Trine says
Du er så fin! Håber du får bundet knuden op.
Stay Strange says
Trine. Du forstår ikke, hvor glad det gør mig, at du læser med, og endda tager dig tid til at kommentere.
TAK virker ikke helt tilstrækkeligt <3