Jeg er måske lidt ømskindet

Jeg er måske lidt ømskindet. Det ved jeg faktisk, at jeg er. Særligt nu. I mere end én forstand.Mit maveskind strækker sig nemlig. Lige så stille, mere og mere. Begge gange jeg har været i denne graviditetsproces, er der noget der overrasker mig. Det er vel mest af alt de samme ting. Ting som jeg ikke troede, jeg gik op i, eller var følsom overfor. Men som altså er ting, som jeg går op i og er (over)følsom overfor. Særligt når mit skind strækker sig. Så hvis du ser en gravid rynke på øjenbrynene, gå væk eller måske endda knibe en lille tårer. Så ved du måske hvorfor, når du har læst denne liste. (Når dét er sagt, er alle gravide lige så forskellige som ikke-gravide. Men her er i al fald mine forklaringer på mine reaktioner.) Dette er altså ikke et forsøg på at være efter mennesker. Slet ikke. Det er nærmere for at give en forklaring på, hvorfor jeg reagerer. Fordi det faktisk er kommet bag på mig selv. Så jeg forventer heller ikke, at mine omgivelser kan lure det eller vide det.Vor Herre vil også vide, at jeg selv har ‘brudt’ disse råd mod andre gravide. Særligt, når jeg selv ikke har været det. Og altså ikke har haft det lige så nærværende i min hukommelse, hvordan det føles at være i en gravids krop. Her er altså mine subjektive råd til dem der omgiver gravide:

• Rør ikke min mave uden at spørge.
  …siger jeg, og krummer tæer. Jeg VED, at jeg selv har gjort det. Jeg er selv meget LIDT blufærdig. Meget fysisk anlagt – jeg elsker at kramme, give et klem i armen osv. Men der sker noget, når alt med et trylleslag er ude af kontrol. Og særligt min mave. Og helt særligt i starten. Nogle dage føles det som om, jeg har en stor food-baby. Andre dage føler jeg mig som mig selv (nærmest), og at baby gemmer sig. Og så er der naturligvis de dage, hvor jeg føler mig som en sumobryder. Uanset hvad, har jeg oplevet det virkelig grænseoverskridende at blive rørt på min mave. Den er jo stadig mere min end babys. Og det bliver den vel ret beset ved med. Udenpå i al fald. Så spørg. Du får sikkert et ja af mig, uanset. Men dét at blive taget på maven uden varsel, er faktisk virkelig en skør oplevelse. Og lidt en invadering af mit space. Og særligt i starten, vil jeg gerne lige gives chancen for at trække maven ind, så jeg undgår følgende…
• Undgå kommentarer om min maves størrelse eller form.
  Måske handler det primært om, at jeg vel nærmest de sidste 10 år af mit liv har haft præcis samme kropsform. Jeg har altid vejet det samme. Altid haft nogenlunde samme fordeling af vægten. Altid passet det samme tøj. OG med ét er dét ændret. Helt og aldeles. Helt ude af kontrol. Fra altid at have været relativ slank og høj, kom det bag på mig, at jeg måtte stoppe med at veje mig under min første graviditet. Simpelthen fordi det var for syret en oplevelse for mig. Da jeg ankom til fødestuen udbrød de to jordemødre i skranken: “SIKKE en flot stor mave.” I elevatoren på vej tilbage til fødestuen (efter at være blevet sendt på en gåtur for at få veerne i gang) blev jeg spurgt, om det var tvillinger. Af en læge. Den dér følelse af, at være ude af kontrol er altså ret svær at navigere i. Let at blive usikker i, når man altid har været nogenlunde i kontrol i forhold til sin vægt. Så derfor er mit råd til alle omgivelser til gravide: Sig KUN søde og ufarvede ting. Som Hvor er du bare smuk. Tænk, at du gror et menneske eller Det er så sejt, det du gør. Du stråler. Jeg er faktisk ligeglad, om du mener det. Give me some lovin’ 😉 Og apropos ting der er ude af kontrol;
• Kommentér ALDRIG på, hvad jeg spiser.
  Jeg mener det faktisk: ALDRIG, blev der sagt. Jeg kan mærke, at jeg føler mig som en bjørn vækket af min søvn, hvis det sker. Og det er flovt, men en meget ægte følelse. Virkelig.
  Første og fremmest gør jeg mit bedste. HELE tiden. Min største frygt er (som Petra så fint formulerede det), at der kommer én bagefter og siger, at der er noget galt med baby fordi jeg har gjort noget forkert. Jeg gør mit bedste hele tiden. Så lad være med at kommentere på mine valg. Dertil kommer det, at mange gravide lider af madlede. Sådan helt ekstremt. Og opkast også. Så når jeg endelig sætter tænderne i noget, som jeg nyder. Så hold mund. Lad mig være. Og sig ikke noget. Tal helst ikke om andet mad, hvis du kan lade være. Bare.. sssh. Bjørnen spiser. Og den skal bruge mad til at gro et HELT nyt menneske.
• Spørg gerne… Men er det planlagt? Må man spørge om det?
  Det må man godt. Det synes jeg faktisk. For det er rart (for én som taler meget som mig) at kunne sætte ord på processen, overraskelsen og også glæden og forventningen. Alligevel må jeg indrømme, at der med spørgsmålet for mig klinger en smule… har I nu gennemtænkt det eller skal jeg have ondt af jer. Jeg ved, at det handler om mig. Det ved jeg. Fordi jeg har været så nervøs for, om mine omgivelser ville synes det var for tidligt. Om de ville synes, vi tog munden for fuld. Ikke var klar (efter deres mening). Men det klinger ved. Jeg ville personligt foretrække formuleringen er det noget I har ønsket længe eller hvordan har I det med det? Fra tætte. Alle andre må bare gerne klappe i hænderne. Haha.Jeg ved, at jeg sætter høje krav. Men nu var det jo også min liste 🙂
• Hvis du kan: Giv et helt uforbeholdent og hjerteligt TILLYKKE!
  Der er et nyt væsen på vej. Det fortjener alverdens salut og hip-hurra! Dét er det bedste du kan. Jeg bliver jeg dybt rørt, når det sker: Et helt uforbeholdent TILLYKKE med kærlighed i øjnene!Gerne akkompagneret af et kram. Og et: hvordan har du det? All the lovin’ you can give. Det er ikke mindre skræmmende, at være gravid for anden gang. Måske er det endda mere skræmmende. Fordi der i forvejen er ét barn at bekymre sig om. Så hold lidt om mig, og giv mig støtte. Lad mig vide, at dét klarer jeg da sejt. Og sikke en god idé 🙂

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.