Helt ærligt, så er jeg et virkeligt godt sted i min graviditet lige nu. Kvalmen (som varede til ca. halvvejs) har helt lagt sig, jeg er godt nok tungere, men også ‘ægte rund’ – så der ingen tvivl er for dem jeg måtte møde, og så er der faldet en ro på. En ro ved, at barnet faktisk ville overleve, hvis der måtte ske noget, som igangsatte en fødsel. Dét har givet mig en helt ny ro. Vi når i mål. Intet har været forgæves. Nu skal du bare bages færdig. Og lidt endnu har jeg dig helt for mig selv ❤️
Dette er derfor ikke et forsøg på at klage. Ej heller at få medlidenhed. For helt ærligt, har jeg det sådan her: Jeg bærer mit barn. Og at være så priviligeret at gøre dét, har været en drøm hele mit liv. Så længe jeg kan huske. Ej, hvor har jeg glædet mig til at være gravid. Men selvom det kun er 2 år siden, at jeg sidst var højgravid, ja, så er der altså ‘detaljer’ jeg helt og aldeles har glemt. Om, hvordan det virkelig føles som om, at jeg er en babyproducerende maskine. En fabrik, som har et unikt produkt i ovnen. Og denne produktion knager lidt i krogene, og gør til tider lidt ondt. For sådan er det. Det er en del af pakken. Heldigvis ikke ulideligt ondt, men bare som var det en god gammel bil med en ekstra passager.
Og dét faktum, at jeg på bare to år havde glemt de fleste knirkende detaljer ved en graviditet, har fået mig til at nedfælde nedenstående liste. Et par ‘knirkende’ sideeffekter af min graviditet. Fordi det er skørt og sjovt og en tilstand jeg måske aldrig kommer til at være i igen. Here we go…
De knirkende detaljer af at være gravid, som fylder lige nu:
- Hvor hård maven bliver hen mod slutningen!? I starten føles den (på mig i al fald) mest af alt som en bolledej – og kun ved en fods banken på indersiden, var der antydninger af noget hårdt. Nu, mod slutningen, så føles den grundlæggende hård. Måske det i virkeligheden ikke er så fjernt fra en fodbold (eller badebold), som pustes op hen over 9 måneder. Skindet er også pænt stramt på en hårdt oppustet fodbold…
- Den dér summen i benene, når alt blodet løber derned. At mine ben ikke ser større ud, ja, det fatter jeg faktisk ikke. Somme tider tænker jeg, at der vil gå hul på mine balloner af ben, hvis ikke jeg får hvilet mig, men kigger jeg ned, ser de relativt uoppustede ud. At jeg begriber det?
- Min mave ligner jo en Toblerone (!), når altså jeg hiver mig op fra liggende position. Det var noget af dét jeg blev aller mest forundret over, under min første graviditet. Tobleronen bliver dog mindre og mindre spids, som maven bliver mere og mere rund. Og så skal jeg ikke tænke for længe over, at det jo er fordi mavemusklerne skiller sig ad på midten. Dét er simpelthen for weird. Men sjovt ser det altså ud..
- Knap så sjovt er de sure opstød. Og i samme omgang; halsbrænd. Heldigvis er jeg forskånet til op ad dagen (okay, lige nu er det morgen, og jeg er pænt ramt – fordi jeg er sulten), men når det melder sig og bliver værre og værre sent på aftenen, er min kur; et koldt glas mælk. Og søvn. Det kan (heldigvis) stadig soves væk.
- Dobbelthagen. Jeg havde glemt den, min ven. Men den er på vej. Godt på vej. Og gør altså min selfiegame væsentlig sværere.
- Hvor tydligt ens blodgennemstrømning føles. I starten kunne jeg mærke det i mine fødder og høre det suse for mine øre, når jeg lå stille i min seng. Nu kan jeg selv mærke det, når jeg sidder midt i middagsmaden.. Blodet der pumper og suser for at holde babyfabrikken i gang.
- Hvor hårdt det er at rejse sig fra ting. Jeg priser mig lykkelig for vores høje seng, som gør det okay at komme ud af sengen om morgenen. Men når jeg har tumlet på gulvet med min datter? Ja, så er jeg altid tæt på at spørge hende om hjælp til at komme op igen.
- Hvor elastisk hud er. Tænk. Jeg tror jo, at den sprænger hvert sekund. Men det gør den ikke (endnu). Lad det please blive ved sådan.
- Grådlabiliteten. Egentlig har jeg grædt overraskende lidt under begge mine graviditeter. Relativt, altså, for jeg er ret grådlabil under hvilke som helst omstændigheder. Men. Når først gråden melder sin ankomst, og stikker lidt i øjenkrogen, ja, så er det svært at stoppe. Det føles faktisk lidt som at være i en bil, som står på en bakketop, og underlaget er isbelagt. Uanset hvor hårdt man hiver og trækker i håndbremsen, er der ikke andet at gøre end at indse, at man først stopper, når.. Ja, hvem ved egentlig hvornår?
- Kramperne. Åh, hvor havde jeg glædeligt glemt dem. Den anden nat lå jeg så stille jeg kunne, men bare jeg bevægede min lilletå en millimeter, strøg hele mit underben igen i kramper. Ha, hvor jeg ikke får sovet meget sådanne nætter.
Men jeg ved, at jeg er et godt sted i min graviditet, når end ikke dét kan få mig til at klage. Kramp amok, ben. Jeg ved det er tegn på , at min krop er i gang med lige dét, den er lavet til. Det føles ærlig talt som om min krop sætter alle sejl ind. Mission “gro baby færdig” er sat i gang! <3
Husk, at du er velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags.
Julie says
Det er ALT for længe siden jeg har været herinde og kigge i dit dejlige univers. Men med lille baby (på nu 7 mdr!) og livet der bare går stærkt, er det svært at finde tiden til at læse blogs. Eller drikke en varm kop kaffe. Eller ja, til noget som helst faktisk.. men nu fik jeg endelig et øjeblik for mig selv, haha! Hvor er det bare spændene med graviditet og ny baby på vej. Elsker billedet!
Kh Julie
StayStrange says
Ih, hvor dejligt at du skriver, Julie. Det betyder mere end du aner, at du prioriterer at tage dig tid til at skrive, selvom tiden er sparsom. TAK. Tænk, at din bebs er 7måneder (!!) Selvom det kniber med varm kaffe og tid for dig selv, håber jeg at tiden føles som om den ikke går alt for hurtigt <3