Det er længe siden, at jeg har skrevet om oprydning. Jeg har nævnt det sporadisk, men at dedikere et indlæg, dét har jeg holdt igen med. Dels fordi jeg har tænkt, om I mon ville synes, at det var kedeligt. og dels fordi det i en lang periode har stået stille. Men jeg tænker alligevel, at det er tid til at skrive lidt om igen. Af to (gode) årsager.
For det første, er det noget af dét, jeg oftest bliver spurgt ind til af folk som læser med, men som mangler en update.
Og for det andet, så fylder det ærlig talt en hel del herhjemme lige nu. Simpelthen fordi det stadig er i gang. Meget endda!
(Til jer der måtte være nye, er her en kort update:
I januar igangsatte jeg en kæmpe oprydning/udsmidning herhjemme. Det gjorde jeg dels fordi jeg var inspireret af det simple rejseliv med få ting, men også fordi jeg havde læst en bog med det fortryllende navn “Magisk Oprydning” (af Marie Kondo), som virkelig satte mange tanker i gang hos mig.)
Status er nu, at oprydningen har taget længere tid end forventet. Til dét vil jeg dog sige, at der er gået 1 måned med sommerferie, 4 måneder med ulidelig kvalme og opkast, og altså dermed kun har været 2-3 måneder med oprydning on and off (som det jo er, når man har et barn på under 2 år, eller bare gerne vil have et ‘liv’ udover at sortere ting efter arbejde). Men som den sidste, og aller mest vigtige årsag til tidsperspektivet, så bliver processen faktisk ved for mig! Jeg bliver bedre og bedre til at sige farvel til ting. Og de kategorier, som jeg troede, at jeg havde sorteret ud i – ja, dem har jeg nu for anden (eller tredje) gang fat i – og siger stadig “farvel” til flere ting.
For ét er sikkert: jeg er ikke færdig endnu!
Da vi måtte bryde ind i loftrummet over os – fordi der stod vand ud derfra, og ned i vores lejlighed – mødte jeg til min overraskelse et loftrum næsten uden indhold. Jeg blev helt blæst bagover. Tænk, at den slags findes! Vores loftrum er PROPPET. Godt nok står flere møbler klar til at blive solgt/hentet, men derudover, så har vi altså for mange ting stadig. Og vi har ellers været igennem hele rummet én gang. Men dén dér vane med ‘bare’ at sætte ting på loftet – den har altså været sværere at komme af med, end jeg troede. Så der er vej igen – omend, jeg synes jeg har været det igennem. Men jeg nyder det. Jeg er blevet mere og mere modig. Mere og mere konsekvent. Og jeg stopper ikke før, jeg er tilfreds. Til jeg ejer LIGE dét jeg har brug for. Intet mere.
Og som endnu en status-opdatering, har jeg – på opfordring af min søde veninde – forsøgt løbende at tælle op…
Indtil nu har jeg solgt/doneret følgende væk:
- 4 sorte sække tøj
- 1 bærepose sko
- 7 tasker
- 2 flyttekasser bøger
- 2 (proppede) sort sække papirer
- 1 flyttekasse elektronik
- 62 stk. make-up/neglelak
- 1 bærepose toiletsager
- 1 flyttekasse vaser/krukker
- 9 stk. billeder fra væggen
- 2 spejle
- 3 bæreposer køkkensager
- 52 stk. smykker
- 19 stk. legetøj
- 1 sort sæk emballage
- 1 bærepose garn
- 3 IKEA-poser stof
I virkeligheden afspejler listen meget godt min livsstil. Der er ikke SÅ meget tøj der er sorteret fra, men når man tænker på, hvor lidt jeg i forvejen ejede, ja, så er det ret meget. Jeg har aldrig ejet meget tøj (4 par bukser er vel nok?), men har altid haft et godt øje til mulige DIY-projekter (stoffet), litteratur og keramik/glas.. Uanset kategori, så gælder det, at MINDST halvdelen af mine egendele er blevet sorteret fra. Ofte mere. Halvdelen! Det er alligevel ret vildt.
Ærlig talt motiverer en sådan liste mig virkelig meget. Jeg har blod på tanden, og er vild med den nærmeste fysisk lettende effekt det har, når jeg ‘tør’ sige “farvel” til ting, som ikke virkelig gør mig glad. Ting som jeg ejer af pligt, af vane eller af “nåh, men den er vel god nok”-tanken.
I sidste uge faldt et billede ned af væggen. Det var blevet indrammet i dyre domme hos en glarmester, og jeg købte det til mig selv på SU, da jeg boede alene. Så en vis affektionsværdig – for ikke at tale om økonomisk værdi – havde det. Nok mest det sidste. Jeg havde jo brugt penge på at få det indrammet!? Men helt ærligt? Jeg blev lettet, da jeg så, at det var dét, der gav et rabalder midt i madlavningen. “PUH, så kan jeg godt tillade mig, at kassere det”, tænkte jeg ved mig selv. Og hvor er det egentlig fjollet!? SELVFØLGELIG kan jeg tillade mig det! Det er jo mig, der er herre over, hvad der er mit, og hvad der ikke er. Mig der kan diktere den slags. Og mig der ikke mindst skal kigge på det dagligt. Men tænk, det er faktisk svært. Sværere end jeg troede. Og samtidig så meget lettere. For når først jeg er i gang, kan jeg jo mærke effekten af det gode “farvel” prompte. Men det har ikke været let at nå hertil. Jeg har været bundet af så mange tanker om, hvad jeg kan, bør, skal eller tør i forhold til mine ting. Så jeg stopper ikke lige foreløbig. Næh, jeg bliver ved, indtil jeg er helt ægte glad for hver og én af vores materielle egendele.
Under tilblivelsen af dette indlæg er flere ting røget ud på trappen, så min mand kan bære det ned, når han kommer hjem. Mer’ vil ha’ mer’, som man siger. Eller i dette tilfælde: mindre vil have mindre!
Er der nogen af jer, der er hoppet med på konmari-/minimalismen/declutter-bølgen (kært barn har mange navne)?
Husk, at du er velkommen til at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.
[…] med lidt nye øjne. Sådan var det for to år siden, da jeg kom hjem fra ferie til vores lille (dengang crowdede lejlighed). Sådan er det også lidt for mig dette forår med sommerhuset. Pludselig opdagede jeg […]