Boligindretningen fylder ret meget her og der og alle vegne hos mig for tiden. Simpelthen fordi den gør det her ude i ‘den virkelige verden’. Som jeg skrev på instagram den anden dag, så øver jeg mig virkelig meget i at tage én ting på listen ad gangen. Men ej, hvor er det svært, når jeg bare vil det hele. Dette indlæg er eksempelvis skrevet mens resten af min familie er gået i seng, og jeg ikke kunne finde ro i netop listerne, de manglende sager og mine drømme om at få vores hjem gjort ‘færdigt’ snart. Det lyder måske overfladisk og detaljeorienteret i det store billede. Jeg har jo større og mere afgørende ting at bekymre mig om. Men måske det netop er derfor? Fordi jeg har så mange kære at bekymre mig om, at jeg stikker af i mit lille helle, og drømmer om virkelig (og endeligt) at gøre mit hjem til det hjem, jeg drømmer om. Vi har alligevel rusket op i alt med ombygning og vandskade. Alle bolde er i luften, og så kan de vel lige så godt lande sådan, som det er mest optimalt for os? Så ja. Én ting ad gangen..
Én af de ting, som jeg dog har svært ved at få ‘krydset af min liste’ er et spejl til vores ‘nye’ soveværelse. I forrige uge var I virkelig gode til at hjælpe mig på vej i jagten på sengelamper. TUSIND TAK for dét. Et par blev faktisk klikket hjem i går! Derfor prøver jeg lykken igen, og ser, om I mon kan hjælpe mig med at finde det spejl, jeg eftersøger? 🙂
Jeg har følgende drømme om det eftersøgte spejl:: Det må gerne være helfigurs – ca. 40cm. bredt og i omegnen af 1 meter højt. Derudover kan jeg godt lide en smal, enkel ramme (helst ikke i sort), afrundede hjørner (fordi alt er så firkantet lige pt. i rummet), og så skal det kunne hænges på væggen (fordi… kravlende børn). Derudover skal det ikke være aaalt for dyrt – for indretningsbudgettet er altså ved at løbe op, så ikke foooor voldsomt en pris… Er det for meget at forlange?
Her er, hvad jeg har set mig lun på indtil videre:
- Dette fine spejl fra Ferm Living lever måske ikke i selve spejlets form op til mit håb om afrundede kanter, men den enkle ‘ramme’, som stikker udenfor, bløder spejlet op og gør, at det både virker lettere og mere afrundet.
- Okay, okay. Det her spejl er slet ikke i den billige ende, men jeg måtte lige tage det med. For jeg synes altså, at Moebe fortjener en applaus for på så fin vis at komme efter deres ramme-succes. Jeg er fan.
- Havde dette spejl været lidt større i dimensionerne, så havde jeg fluks vendt det på højkant, og hængt det op i mit hjem.
- Det enkle spejl fra Menu er vel nærmest perfekt i dimensionerne til vores soveværelse. Jeg kan virkelig godt lide det helt simple udtryk, den slanke form og ikke mindst den sarte ramme. Den eneste finger jeg har at sætte på dette spejl, er prisen..
- Som alternativ har jeg overvejet forskellige muligheder for at sætte flere spejle sammen, så det tilsammen kan danne et helfigursbillede. På den måde ville jeg også kunne ‘spare sammen’ til spejlet løbende, ved at købe ét af gangen. Disse menuspejle er ikke et dårligt bud.
- Spejlet her er et godt eksempel på, hvad jeg synes H&M Home kan: Spotte tendenser og gøre det tilgængeligt selv for SU-pengepunge. Desværre er dette spejl langt fra et helfigursspejl. Men hvis det var, var det hoppet i min indkøbskurv med det samme.
Som det nok fremgår, har jeg altså endnu ikke fundet det ‘perfekte’ spejl, som lever op til mine drømme..
Har I mon nogle gode idéer?
Husk, at du er velkommen til at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.
Leave a Reply