Weekenden og solen er kommet til vores kvistlejlighed på Nørrebro. I mere end én forstand. Jeg har nemlig (endelig) fået syet en plaid om til en varm gul pude herhjemme. Idéen har jeg haft siden engang i starten af efteråret, men der er altså lidt langt fra tanke til handling disse dage. Men NU er den altså kreeret, og dét skal da dokumenteres og fejres her også 😉
Måske du også har en plaid liggende, som du egentlig ikke rigtig får brugt? Sådan var det med denne plaid, men jeg synes også, at den var for skøn i farven og mønsteret til at skille mig af med. Den måtte indgå i mit hjem på én eller anden vis. Og da jeg samtidig stod og manglede en pude, ja, så blev plaiden altså udnyttet til denne tjeneste. Jeg må dog indrømme, at det lige krævede lidt tilløb at klippe plaiden over. Jeg har dog ikke kigget mig tilbage en eneste gang – så glad er jeg for puden.
Her er hvad jeg brugte:
- En plaid
- En saks
- Et målebånd
- Knappenåle
- En symaskine
- En pude (min var én jeg havde liggende, men den er vist fundet i en stofforretning i sin tid. IKEA og Jysk har også simple puder i forskellige størrelser)
Sådan gjorde jeg:
- Først besluttede jeg, hvordan puden skulle se ud. Jeg ville gerne udnytte de fine frynser/kvaster, som var rundt i kanten af tæppet, og jeg synes ikke, at én frynsekant var nok. Derfor prøvede jeg mig lidt frem, indtil jeg besluttede mig for et udseende.. Der er et utal af variationer, så hvis du ikke lige synes om mit valg, ja, så er det altså kun fantasien der sætter grænser.
- Jeg placerede således stoffet på gulvet og lagde puden ovenpå. Først tog jeg så den venstre side af plaiden med frynser, og lagde denne om puden – til midt på puden.
- Dernæst foldede jeg den venstre side af plaiden over sig selv, og foldede herefter denne foldede end over det første ombukkede stof. (Se illustration nedenfor).
Fordelen ved denne løsning er, at åbningen mellem de to frynser er åbningen på betrækket, og man kan nemt tage det af og vaske det.
- Da dette var gjort, satte jeg knappenåle åbningen af stoffet, hvor én syning skulle være (på illustrationen tættest på kameraet).
- Hernæst syede jeg denne ene side af pudebetrækket med en simpel lige syning.
Kontrollér eventuelt afstanden fra kanten af plaiden til syningen, for at sikre dig, at mønsteret på puden også bliver lige. - Da dette var gjort, placerede jeg endnu engang betrækket på gulvet (stadig med vrangen udad) og placerede også igen pudens fyld indeni betrækket.
- Her målte jeg afstand fra den ene syning til den (kommende) anden syning.
- Pudens fyld pillede jeg nu ud af foret, og ved hjælp af målebåndet foldede jeg frynserne i præcis samme mål som i den allerede syede side. Efter frynserne var placeret korrekt, markerede jeg den kommende syning baseret på målet taget i ovenstående punkt.
- Herefter (eller eventuligt lige før ovenstående punkt) klippes plaiden til, men med en god margen på den anden side af den kommende syning. Jeg klippede før jeg satte nåle, fordi det føltes lettere at være præcis med stoffet på den måde. Den større margen gjorde også, at jeg kunne justere til, hvis jeg havde lavet en fodfejl 😉
- Hernæst syede jeg den anden og sidste side af puden.
- Pudebetrækket vendte jeg nu med vrangen indad, og puttede selve puden ind i det færdige betræk. Et voila: en ny pude helt uden omkostninger..
Leave a Reply