Vi er hjemme igen. Men vores hjem er ikke som det plejer.
Vandskaden spøger og håndværkere kommer og går. Lige nu går de mest, mens vi går i støvet, de efterlader.
De gør det godt. De gør deres arbejde. Og jeg er taknemmelig for, at det bliver ordnet, rettet op på.
Alligevel har vandskaden fået mig lidt ud af kurs.
Jeg ved, at det er en overfladisk og sekundær ting, det med vandskaden. Jeg mener; der er større problemer i verden. I mit liv for den sags skyld. Men vandet er lige nu bare dråben.
Hæver jeg mig lidt over det.. Eller går jeg ned fra 5. sal, har det dog fået mig til at tænke på, hvor vigtig en base er for mig. Måske for de fleste? Det er jo den (fysiske) base, som lige nu ikke føles som min. Den tilhører vandet og de som render ind og ud.
Før vi flyttede hertil boede vi til leje. Først hver for sig, så sammen. I en del år. Fremlejerne var altid tidsbegrænsede, og den følelse af uro og tumult, kan jeg nu høre genklang af. Følelsen af, at det alligevel ikke helt er vores ‘at bestemme over’, at vi må indrette os midlertidigt og at en fremmed pludselig kan stå i døren og sige, at det faktisk ville være bedst, hvis jeg smuttede.
I samme åndedrag bliver det så tydeligt for mig, hvor meget ro jeg sætter pris på.
Og når jeg ser det sådan, så giver det først og fremmest mening, hvorfor en smule støv, en smule afdækning, en smule omrokering af møblement og ting-og-sager har vokset mig over hovedet. Derudover giver det mig (hvis jeg graver godt ned under støvlaget) mig en følelse af taknemmelighed. En taknemmelighed over, at jeg trods alt har en base. En base som snart vender tilbage til sit normale. En base som under normale omstændigheder giver mig ro. En base hvor jeg føler mig hjemme. En stille base. En base som snart er min igen.
Leave a Reply