Omend det måske det er mere oplagt med friske blomster lige pt, så ser jeg simpelthen tørredeblomster, hvorend jeg vender mig. Og i al den (efter mig at bedømme fornuftige) snak om klima og miljø, så er det faktisk på sin plads at tale om tørrede blomster, når nu det alligevel vrimler med friske blomster i vores egen natur herhjemme. Med friske blomster kan man nemlig lave en tørret buket, som holder længere end sommeren varer.
I weekenden var vi hos mine svigerforældre. Dér var simpelthen så mange blomster både i haven, men så sandelig også ‘bare’ i vejkanterne rundt omkring. Jeg har længe ønsket mig en tørret buket, så vi altid har lidt farvede blomster herhjemme, og jeg så de mange blomster som en decideret invitation 🙂 Og med weekendens vejr har jeg altså nu allerede en klar buket stående.
Fremgangsmåde:
- Håndpluk blomster, som du ønsker ‘foreviget’.
Tommelsfingerreglen er, des mindre fugtholdige de er, des lettere er de at tørre. Og des tyndere bladene er, des ‘dårligere’ holder farven. Se eventuelt en liste over gode blomster at tørre her og her. Men har du en buket, så prøv dig også bare frem. Du kan jo ikke tabe noget på det, vel? - Stil blomsterne i en vase (uden vand) eller hæng dem med hovedet nedad.
Hvis de er tunge eller lange, ville jeg hænge dem nedad, så de tørres ‘lige’.
Er dine blomster dog ‘stive i det’, kan de sagtens stå i en vase og pynte alt imens de tørrer. - Vent til de er tørre.
- Anret dem som en buket.
- Hvis du vil være ekstra sikker på, at de bevarer sin farve, kan de sprayes med såkaldt ‘elefanthud’, som er en klar blomsterlak. Personligt synes jeg, at det er fjollet at putte lak og kemi på blomster i et hjem med små børnefingre. Så vil jeg hellere have, at farven holder lidt kortere. Men det er klart en individuel sag 🙂
De tørrede buketter har mange fordele! For det første holder de længe. De er altså økonomisk smarte. Dernæst har de den fordel, at ejeren ikke skal huske at vande dem (eller værre endnu, glemme at skifte vandet, så det kommer til at lugte her i sommervarmen). Glemte blomstervaser kan simpelthen lugte sådan af prut. Haha. Og sidst, men ikke mindst, importeres de fra nær og ikke fra fjern, hvilket også er et ret klimavenligt plus.
Rigtig glædelig sommer mandag derude!
Har jeg fortalt jer, hvor glad jeg er for, at I følger med, for nylig? 🙂
Kærligst S
Leave a Reply