Igennem sommeren har jeg reflekteret lidt over, hvad jeg tør, og hvad jeg ikke tør. Det dér med at holde en break, og stoppe op, ja, det kan gøre, at de første skridt, når man starter op igen, føles som de aller første skridt nogensinde. Vaklende, usikre og uden retning. Ja, og nogle gange… nogle gange, kan den dér øgede bevidsthed om, om jeg virkelig tør, eller om jeg nu ikke tør, spænde ben for mig. Særligt på de sociale medier – men også i ‘virkeligheden’. Der er ikke nødvendigvis nogen vild eller større sammenhæng i dét jeg tør og ikke tør. Eller det jeg er tryg og utryg ved. (Eller det er der måske, men ikke lige hvad jeg er bevidst om nu.) Og nogle gange virker det helt paradoksalt og næsten komisk, hvad jeg egentlig går og er utryg ved. Nogle af disse ting ønsker jeg at ændre ved (så de ikke længere er svære), andre lever jeg med, med en rolig accept af, at ‘sådan er det bare for mig’.
Listen over, hvilke (u)sammenhængende handlinger jeg er (u)tryg ved, lyder således so far:
- Jeg er dybt utryg ved selskabslege (særligt sanglege), men har mange gange følt mig tryg i at optræde med sang foran store forsamlinger.
- Jeg er utryg ved at vise min håndskrift, men glad for at skrive længere breve og kort til folk.
- Jeg er utryg ved at tørre fingre i håndklæder, hvor jeg ikke ved, hvilket der er tiltænkt hænderne, men sætter mig stort set altid på et toiletbræt uden tøven.
- Jeg har svært ved at få bandeord over mine læber, men blander mig gerne i en politisk eller religiøs debat. (Offline, that is. Aldrig online.)
- Jeg er utryg ved at gå over vejen, hvis der ikke er (en grøn) lysregulering, men bekymrer mig meget lidt om, om der kommer nogle bagfra, når jeg står på ski.
- Jeg er utryg ved at spise for meget slik, men tror ikke, at ‘for meget chokolade’ findes.
- Jeg er nærmest panisk utryg ved at bier/hvepse, men fjerner gerne en edderkop.
- Jeg er utryg ved at lægge billeder op af, at jeg ammer, men ammer her der og alle vegne i virkeligheden. Uden at det rør mig.
- Jeg har ikke lyst til at lægge (for mange) billeder op af mine børn online, men bekymrer mig slet ikke om det lille kamera, som stirrer på mig fra min computer og telefon.
Helt konkret skrev jeg lidt om dét der med at tage billeder af mig selv for nylig på Instagram. Selfies. Åh, hvor jeg ikke er tryg ved det. Ej heller at stå foran et kamera, når andre fører det. Samtidig er jeg ikke blufærdig i en svømmehals omklædning. Jeg bruger til gengæld ret meget krudt på at tænke over, hvor mange af dem jeg kender, som læser i mine ord her, og hvad de tænker, mens jeg er ret tryg ved at stille mig op og holde taler til fester foran mange mennesker.
Ja, listen bliver faktisk ved…
Det var lidt om mig. Men mon I også har nogle mere eller mindre paradoksale utrygheder?
Med håbet om, at vi alle går nogle gode dage i møde, ønsker jeg jer alle en dejlig weekend.
Kærligst S
Leave a Reply