.. blev jeg i sidste uge ramt af hovedpine i en sådan grad, at jeg ikke kan huske dens mage.
.. slog det mig, da hovedpinen få timer senere lettede, at jeg faktisk ret godt kan lide at være syg. Altså naturligvis ikke det med at VÆRE syg. Men den del af et harmløst sygdomsforløb, hvor man bliver ynket lidt om, familie medbringer ens yndlingschokolade og man kan få set nogle serier under dynerne.. Med god samvittighed. Den del savnede jeg et kort øjeblik. Haha.
.. er jeg de sidste 3-4 virusomgange herhjemme (= det sidste år) gået fri – som den eneste i husstanden. Så jeg er faktisk ret meget bagud på ‘bliv-pylret-om-fordi-du-er-sløj-point’.
.. er jeg, apropos sygdom, verdens dårligste til at sluge piller. Jeg kender ingen, som er så dårlig til det, som jeg. Jeg ligner en giraf, som er ved at kløjs i sin egen tunge.
.. er jeg for doven til at klage over for dårlige grøntsager, men for sparsommelig til at købe nye, når først jeg er kommet hjem med en pakke dårligt frugt eller grønt.
.. bruger jeg ofte bagtrappen som ekstra-køleskab i det kolde halvår. I weekenden indviede jeg bagtrappen-er-kold-sæsonen med koldhævede boller, og jeg følte både et ekstra hak af “husmor-win” og “udnyt-enhver-kvadratcentimeter-du-kan-win”. Tip hermed givet videre, hvis du bor på lidt plads i en gammel bygning 😉
.. er det for nylig gået op for mig, at vores datter er i en alder, hvor man kan tage hende i teateret, og jeg overvejer nu, om teaterbilletter på hendes ønskeseddel mest ville være en gave til mig eller til hende?
.. har jeg undret mig over, hvorfor det egentlig hedder franske døre og franske altaner.. Er det noget man særligt har en tradition for i Frankrig? Og er de to beslægtet; er der altid franske døre ud til en fransk altan?
.. giver instagramprofilen @frenchfeelings mig dagligt lyst til en tur (eller et liv?) i Frankrig.
.. slog det mig den anden dag, hvor skørt det er at spise fisk som makrel, tun og torskerogn (på dåse). For hvordan konserveres det, så det kan holde sig uden at være på køl?
.. frygter jeg, at jeg ikke vil vide svaret på, hvordan dét hænger sammen..
.. føltes det nærmest værre for mit morhjerte at tage en sut fra en 3-årig end at skulle tage en pat (læs: amning) fra en 1-årig. Den sut har jo trøstet i et helt treårigt liv(!)
.. sagde en klog veninde engang til mig, at “livet for kort til at fryse”. Og jeg må altså give hende ret. Mit efterårs mål er at finde en vinteruniform, som jeg ikke fryser i.
.. har jeg i dag været med i udflytterbørnehave med min ældste. Og jeg går nu i seng med helt influensa-agtige symptomer. Hvilket får mig til at fortryde punkt nummer 2 og 3 gevaldigt. Og slår sidst nævnte punkt fast med syvtommersøm.
.. har jeg forsøgt mig med selvudløser i ugen der gik. Det var både sværere og sjovere end jeg helt tør indrømme..
Leave a Reply