Jeg ønsker mig et andet liv, end der står ‘skrevet i kortene’. Jeg ønsker mig et andet liv, end det der forventes af mig. Jeg ønsker mig et andet liv, end jeg selv troede for bare et par år siden. Jeg ønsker mig et mere… simpelt liv. Simpelt i den enkle forstand. Simpelt i den langsomme forstand. Jeg ønsker mig et liv, hvor der er tid til mine børn. Tid til mig. Tid til mit parforhold. Jeg ønsker mig et liv, hvor “travlt” ikke er svaret, hver gang jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det. Jeg ønsker mig et liv med ro. Med plads. Plads til at drømme. Plads til at forfølge drømme. Plads til at have børnene hjemme så meget, som vi selv synes. Det lyder måske simpelt. Simpelt i den naive forstand. Det lyder nok utopisk. Men jeg ønsker. Jeg drømmer. Om frihed til at vælge mit liv, min livsstil.
Når jeg lufter mine drømme om et sådant liv, bliver jeg ofte mødt med skepsis, med ‘jamen..’ og ‘hvad med pengene’.. Når jeg tænker efter, er det nok ikke så meget min omgangskreds eller familie, som siger de ting, men mig selv. Mig selv som tager i forkøbet. Som antager, at det er dén respons, der vil komme. Og det er nok derfor; Derfor jeg føler, at det er forbudt. Derfor jeg næsten ikke tør sige det højt? Fordi jeg per automatik antager, at et modsvar vil komme? Fordi forventningerne faktisk mest af alt er indlejret i mig selv. Mine forventninger om, hvad andre vil tænke. Måske er det okay at ønske et mere simpelt liv?
Hvis jeg tænker tilbage, tror jeg, at de her tanker blev kickstartet, da jeg sorterede i vores ting tilbage i vinteren 2018. #Mariekondostyle, you know 😉 Jeg gik direkte til sagen og afskaffede alt, som jeg synes tyngede mig. Alt, som var hos mig af ren pligt eller som jeg simpelthen bare ikke kunne lide, røg ud. Jeg skar ind til benet. Beholdt kun dét, som egentlig betød noget. Den vildeste ‘åbenbaring’ ved dét var, at jeg faktisk havde mig uendeligt meget, som jeg simpelthen ‘bare havde’.. Fordi jeg var blevet det givet. Eller fordi jeg havde fejlindkøbt det selv. Det ‘var bare’. Uden at jeg aktivt havde valgt det til (hverken efterfølgende eller løbende). Nej. Tingene stod i bogstaveligste forstand til.
En sådan prioritering ønsker jeg også for mit liv. For vores familie og vores familieliv. Jeg ønsker ikke at leve et liv ‘bare fordi’ det var dét, der var lettest. Dét der lå lige for. Dét der blev mig foræret. Nej, jeg ønsker at leve et liv, som jeg og vi har VALGT. Et liv som er lige som vi drømmer om. Et liv hvor det vigtige er valgt til, og hvor resten… vælges fra. For resten er rester, som kan tynge fordi ‘det burde vi nok’ eller ‘alle andre jo..’ De rester ønsker jeg at give slip på. (Her må jeg lige indskyde at der naturligvis ER ting, som bare skal gøres – særligt med to små børn. Men måske netop derfor:) Når noget er så praktisk, som det er at have to små børn at sørge for, har jeg ikke brug for mere støj. Ikke.mere.overflødigt.fyld (!), Ikke flere aktiviteter eller praktikaliteter, som kan distrahere mig fra at fokusere på dét der er vigtigst. For mig. Og os.
Processen omkring at sortere i mine ting, har givet mig en følelse af at være lederen af mit eget liv. En (ny) tro på, at det faktisk er mig der bestemmer over mit liv. Ordet ’empowered’ bliver ved med at dukke op hos mig. Jeg er jo den der bestemmer, hvilken vej jeg egentlig skal gå. (I modsætning til blot at følge vejen, hvor bilerne kører stærkt, overhaler og leder an.) Og på den måde er det som om, at jeg er vågnet. Vågnet efter i årevis at have løbet efter dét, som jeg troede, jeg skulle. Fordi jeg troede, at det var dét der (et eller andet sted fra) forventedes af mig?
Men ofte er de dér forventninger, som jeg tror, at folk har til mig, ikke nogen som reelt er der. Der findes jo ikke nogen tante, som bliver skuffet over, at jeg skaffer mig af med en keramikfigur jeg fik, da jeg var 13 år gammel!? Og på samme måde er der jo ingen mennesker, som dømmer mig, hvis jeg vælger ‘ting’ fra i mit liv, til fordel for at vælge noget (og nogen!) TIL, som jeg virkelig elsker? Og hvis der var.. Hvad så?
Jeg vil selv dømme mit eget liv. Og jeg vil dømme det FRIT!
Husk at du altid er velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags.
Projektminimalisme says
Åh! jeg sidder med de samme tanker. Det lyder så nemt, men jeg synes egentlig, at det er svært i praksis.
Måske er første skridt bare at blive bevidst om sine ønsker, for at det så bliver nemmere med tiden. Jeg håber for dig det lykkes.
Det er i hvert fald nogle lunde samme sted i livet jeg er lige nu ?
StayStrange says
Åh, hvor jeg (desværre) tror, at du har ret. Praksis er meget sværere end teorien… Men for mig ligger der også et kæmpe skridt i at blive bevidst om / sætte ord på min ønsker og drømme. Og hvis man holder drømmene for øje – ét skridt ad gangen.. Så håber jeg, at vi i det mindste nærmer os ?! Tror du ikke?
Men åh, hvor er det dog dejligt at høre fra én som går med de samme tanker. Tak for dét. Jeg hepper på os! ?
Laura says
<3 Vigtige ord!
Hvis fu mangler lidt mod, kan du tjekke Maj My Humaidan og/eller podcasten “Om lidt bliver her stille.
Held og lykke!
StayStrange says
Hej Laura. SIKKE nogle gode indspark. Jeg kender faktisk ingen af de to ting du nævner. TAK med tak på <3
D says
Jeg kan også klart anbefale Maj My – både bloggen og hendes podcasts. Hende og hendes families liv har i hvert fald været til stor inspiration for mig og min familie og givet os modet til at vælge en mere utraditionel, men rigtig vej for os! God fornøjelse?
StayStrange says
Tak igen. Jeg har allerede lyttet til ét podcastafsnit, og har fået en masse (mere) at tænke over. Tusind tak! Det betyder virkelig meget, at høre at jeg ikke er alene <3