At være forældre er at.. være den.
Når børnene fødes og lægges i forældrenes arme, bliver alle involverede også givet en titel; her er dit barn. Du er dets mor. Eller. Du er dets far. Dét er der ikke andre der er. Ingen andre har dén titel, du har overfor dit barn. Barnet kan have bedsteforældre, onkler, tanter og mostre. Alt sammen titler, som kan komme i flertal. Men mor-titlen (for mit vedkommende) er der ingen andre, som har overfor det lille væsen af et menneske.
Hele tiden og helt grundlæggende synes jeg, at det er et kæmpe privilegium. Det føles lidt som at have fået en krone og en trone samtidig med en titel. En kæmpe gave, som ikke giver mig mulighed for at ‘regere’, men derimod giver mig et kæmpe og priviligeret ansvar overfor små mennesker. Det er det vildeste, største og kærligste jeg har oplevet at få lov til at følge og præge så små mennesker. Og at elske dem. Uden nogen form for forbehold.
På det sidste er jeg dog også blevet mindet om, hvor ‘alene’ man er som forældre. For der ér ikke andre, som er den udover de mennesker, som er blevet udnævnt til forældre for skabningerne. Bedsteforældre er bedsteforældre, tanter er tanter, og omend udvidet familie er et helt andet dejligt kapitel, så ER det et andet kapitel. Der er ingen andre til nætterne. Men der er heller ingen andre til at træffe store beslutninger. Til at være primær. Til at være der hver dag. Der er ingen andre som kan tage barnets sygedag. Der er ingen andre som uafbrudt skal reagere og respondere på de små menneskers refleksioner. Der er ingen andre der kan præge dem i så høj grad som forældre kan.
Jeg ved det jo fra min egen opvækst; hvis der er nogen, som har præget mig, er det mine forældre. Men her – på den anden side af relationen – føles ansvaret også stort. Nogle gange tungt. Og svært. Virkelig svært! For hvordan skal jeg lede, når jeg ikke ved, hvilken vej vi skal gå? Hvad skal jeg sige, når de konfronteres med døden? Hvad skal jeg gøre, når alt jeg prøver ikke hjælper? Hvad skal jeg svare, når jeg ikke ved, hvad jeg synes, mit barn skal høre mig sige?
Jeg kender nok godt svaret. Jeg tror det starter med el og slutter på ske. Og uanset hvor svært det er, hvor svært valget af ord og handling er, er der én ting, som aldrig har været svært.. Og som aldrig forsvinder uanset om ordene eller handlingerne lammes; Følelsen af, at elske de små væsner. Og at elsker at være udvalgt som deres.
[…] Vi grundlæggende tænker, at vi har sat børn i verden for at være sammen med dem. Passe på dem. Være deres. Fordi vi kan. Men vi kan kun fordi vi vil. Faktisk blev jeg først bevidst om al den udenomsnak, […]