At blive mor til to er er det sværeste, jeg i mit liv har prøvet.
Egentlig følte jeg, at jeg havde forberedt mig på at blive mor for anden gang. Og allerede tidligt i graviditeten blev det tydeligt, at jeg ikke længere kunne være så meget fysisk på min datter. Jeg blev sygemeldt og på sin vis også sygemeldt fra at være mor. Derudover var det jo allerede en del af mit liv at miste min fleksibilitet og min råden over tid i det hele taget. Jeg troede, at jeg kendte mor-gamet så godt. Jeg troede.. Åh, hvor jeg troede, at jeg kendte rundgangen og alt, hvad moderskabet indebar. Måske er det også derfor det slog ekstra hårdt? Fordi jeg var helt og aldeles uforberedt? Fordi jeg så ofte havde hørt sætningen “det er hårdt for moderen at få det første barn, hårdt for faderen at få det andet barn.” Og første gang følte jeg mig.. på toppen. Der var så langt at falde…
Da jeg mødte mit andet barn..
.. var mine første ord “der var han“! Han var den smukkeste og fineste lille drengesjæl, jeg i mit liv havde set. Et lille menneske, som havde fundet hjem. Han havde en ro over sit væsen og et “jeg kigger lige ind i din sjæl-blik”. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han var min og at jeg var hans. Det var “lige til” at føle mig som hans mor. Og hvor var det godt! Alt andet viste sig nemlig hurtigt ikke at være “lige til”..
Det er normalt, at nye babyer lige skal vende sig til ‘vores’ døgn, så jeg tog det slet ikke tungt, at han sov dårligt lige fra han kom ud. Jeg tænkte ikke over, at han aldrig sov mere end én time i streg. Jeg levede højt på adrenalin og på, at jeg havde en familie på 4. Delen med søvn kunne jeg leve med. Jeg havde før prøvet 1,5 år med meget dårlig søvn. Jeg var indstillet på, at det var en del af pakken. Men. Da han var få uger begyndte han at blive ked af det. Meget ked af det. Intet hjalp. Og højt skreg han. Jeg forsøgte alt, jeg kunne finde på. Igen og igen. Til min krop og mit hjerte smertede. Og længere endnu. Særligt om aftenen var han ked. Eller. Streg det! Han var bare ked.
Dagene var dog de værste..
..for da var jeg alene. Alene på skansen. Alene om at trøste. Alene om at være mor til to. Alene om at løbe tør for idéer, kræfter og gode råd. Min følelse af utilstrækkelighed blev ikke mindre af, at jeg nu var mor til to. For dét, jeg havde glædet mig mest til, ved ikke at være gravid længere, var, at jeg kunne ‘give mit barn fra mig’ (og dermed mine fysiske smerter), så jeg kunne være mere til stede overfor mit ældste barn. Men. Hvem kan være helt til stede, når ét af dine børn er helt ulykkelige? Jeg blev revet midt over. Jeg smertede for mit grædende barn, og jeg smertede for mit ældste barn, som alt for tidligt havde måtte undvære sin mor. Og på den måde blev min utilstrækkelig ganget op med antallet af børn, jeg ikke kunne være den mor for, som jeg ønskede..
Jeg var ikke som sådan slået ud af hans gråd. Min første sundhedsplejerske indprentede mig, at gråd jo ‘bare’ er babyers måde at tale på. Nej. Jeg var slået ud af, at jeg ikke forstod. Hvad var det dog, han så højt prøvede at fortælle mig med sin gråd?
Hvad var det, jeg ikke forstod?
At jeg ikke kunne tyde hans gråd – ikke kunne få ham til at stoppe, ikke kunne få ham til at sove, ikke kunne berolige ham – gjorde mere ondt på mig, end jeg var forberedt på. Min datter har også altid haft gode lunger, men jeg følte, at jeg forstod hendes “sprog”. Jeg vidste, at den mest gennemtrængende gråd var tegn på, at NU var hun træt. En anden mere hiksende gråd var tegn på sult. Og dér gik jeg så op og ned ad Nørrebros gader med en skrigende baby, som NÆGTEDE at sove. Det skete ikke så sjældent, at jeg stoppede på et trappetrin for at forsøge at amme. Men ej heller dét hjalp. Og når jeg så endelig (hoppende på et gadehjørne, som regel) fik ham til at falde til ro, vågnede han igen efter max 35 min. Og jeg fandt igen mig selv gående hvileløst og hvilehungrende op og ned ad gaderne. Nogle stoppede endda op og udtrykte deres medfølelse, mens andre virkede til at undre sig over, at jeg lod ham græde? Hvad de ikke vidste, var, at jeg ikke “lod” noget som helst “stå til”. Jeg forsøgte alt. Og han blev som regel mere ulykkelig af, at jeg aede, vuggede, sang og puttede ham. Og min frustration over, at intet virkede, blev gradvist til en følelse af, at JEG ikke virkede.
Og det er lige netop dér, at mit andet moderskab frarøvede mig noget..
Det frarøvede mig min tillid til mig selv. Som mor. Som en problemknuser. Som en mægler. Som én der forstår. Som én der ‘gør noget ved’ dét som gør ondt. Karaktertræk som jeg har set som identitetsbærende for mig selv. Og nu? Nu kunne jeg ikke engang forstå mit eget (godt nok ikke-talende) barn. Hvad kunne jeg så? Ikke meget i mine egne øjne. Og den rolle, jeg før havde fundet så meget selvtillid i – mor-rollen – faldt sammen under min fødder. Jeg mistede fodfæste. Og jeg mistede lidt af mig selv. Jeg kan huske, at Sneglcille i den periode (som jo ret beset var et år af mit liv) opfordret til, at man kunne skrive noget positivt om sig selv som mor. Og jeg kan også huske, at jeg begyndte at græde, da jeg så alle de fine komplimenter, som mødre gav til sig selv, på et af hendes instagramopslag. Jeg kunne ikke kunne melde mig i koret. Jeg kunne ikke finde på noget som helst positivt at sige om mig selv som mor…
Når alt bliver blæst væk af gråd.
Og ikke nok at min søn var ked af det, var jeg også selv i sorg. Jeg mistede få uger efter min anden fødsel én af mine største kærlighedspiller i mit liv; min bedstefar. Og som min søn udtrykte sin utilpashed i sin krop gennem højlydt gråd og mange tårer, ja, så var det som om, at han også græd for mig. Han græd de tårer, jeg ikke havde, over tabet af tabet af min ældste kærlighed. Og dermed også tabet af en anden del af mig selv. Men på sin vis virkede gråden også rensende (den gang lidt – og nu mere). For med gråden rystedes også min opfattelse, at noget enten er “perfekt” eller “uperfekt”. For dér var han. Mit barn. Helt perfekt og jordens største gave. Alt i mens jeg følte, at min måde at være mor på var alt andet end perfekt. Og hvis gråden ikke gjorde ham mindre perfekt, gjorde min utilstrækkelighed mig vel heller ikke “uperfekt”?
Jeg forsøgte. Jeg gjorde. Og jeg gjorde mit bedste. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Jeg gav alt, hvad jeg havde. Så meget, at der for en stund ikke var mere tilbage. Jeg gav mig selv. Hele mig selv. Og er dét ikke det største, man kan give?.. i alle livets henseender?
Det gjorde ondt at have et ulykkeligt barn. Det gjorde mere ondt, end jeg før har prøvet at føle. Men mine børn? Dem ved jeg nu, at jeg vil gøre ALT, hvad jeg kan for <3
[…] er træt, ør og mør, så vil jeg alligevel kigge ind. En del af min træthed skyldes formentlig indlægget, som jeg udgav i fredags. Jeg kan se, at mange har læst med. TAK for den fine modtagelse <3 Men jeg må være ærlig og […]