Søndag er måske min absolutte yndlingsdag i ugen. Og lidt ekstra endda efter, at jeg de sidste uger har forsøgt at holde lørdagen helt “fri”. Søndagen betyder på den måde, at jeg har en del afslapning med i bagagen, når jeg når søndag. Men også en del planlængning og praktisk sager, som venter på mig. Dén del er dog ingen stor trussel. Har jeg god tid, holder jeg nemlig virkelig meget af, at lave lister, skrive op, “ordne” og danne mig overblik. Dé ting forsøger jeg som regel at gøre en smule af om søndagen – for ligesom at føle mig rustet til en ny uge og al den praktik og logistik, som kan følge med i en lille familie.
Og med hverdagens genopståen, blev jeg i ugens løb mindet om, at vi ikke rigtig har en fælles kalender herhjemme. Jeg selv er meget til den analog kalender, så at have en koordineret kalender på telefonen, har vi slet ikke. Til dét kan jeg alt for godt lide skrive ting op i hånden. (Jeg bilder mig ind, at jeg husker det bedre sådan.) Men når det kommer til planlægningen og koordineringen i vores lille familie, savner jeg alligevel lidt større overblik end min lille bullet journal kan tilbyde til de store oversigter. Derfor har jeg – helt i stil med min opslagstavle og min madplan printet én ugekalender, som kan genbruges uge efter uge. Helt uden at bruge mere end ét eneste stykke udprintet papir.
How to:
- Print en ugekalender ud på et A3 eller A4 ark (eller hvilket som helst format du ønsker). Mit layout kan du frit downloade og printe herfra, hvis du har lyst: UGEPLAN FAMILIE 1
- Sæt ugekalenderen i en glasramme. (Glasruden er vigtig for, at du kan skrive derpå).
- Vær’s’go at skrive planer op med eksempelvis en tusch til whiteboard eller en posca-tusch.
- Har du brug for at ‘viske tavlen ren’, kan tuschen blot tørres af med en våd klud. Uge efter uge.
Jeg har indsat 5 kolonner i ugeskemaet fordi jeg tænkte, at man hurtigt kan få brug for lidt ekstra ‘poster’ – om det så er flere børn end de to vi holder os, husdyr eller “OBS-punkter”. Eksempelvis har jeg udnyttet en den yderste kolonne til at indskrive en madplan. Jeg tror, at det kommer til at fungere godt at have begge kalender og madplan samlet – alene for oversigten over antallet af mennesker, som er hjemme. Jeg er i al fald glad for den store størrelse, for det simple udtryk og for allerede at have et lidt bedre overblik over den kommende uge.
Hvordan mon I bedst kan lide at danne jer et overblik over ugen, som kommer?
// S
Leave a Reply