Okay, okay. Vi bliver nødt til at tage en lille coronasnak. Igen, igen.
For ligesom jeg har ringet rundt til en del af min familie, føler jeg også et behov for at tjekke ind og gøre status her. Pressemødet i fredags slog mig lidt ud af kurs.. Det er allerede en uge siden i dag, men jeg har faktisk haft svært ved at finde rigtigt fodfæste siden. Jeg havde ærlig talt brug for et ekstra glas vin (eller to) den aften. Og jeg er – som de fleste andre nok – ret så træt, og en lille smule mere tyndhudet end sædvanlig. For sygdommen her bestemmer så meget over vores hverdag. Og er så udforudsigelig. Og i øjeblikke kan jeg føle mig helt fanget.
Jeg er ikke grundlæggende ked, men jeg skal altså lige tage én dag ad gangen for tiden, kan jeg mærke. Og dét er én af de ting, jeg er blevet klogere på. På den ene side kan jeg virkelig godt lide forudsigelighed. Jeg vil gerne have helt styr på, hvordan julen holdes allerede nu, og jeg vil også gerne vide, hvad jeg kan og ikke kan om få måneder. Vide, hvornår jeg må kramme mine venner igen. På den anden side trives jeg meget bedre i den frie kalender, end jeg troede.
At intet er vist, og at siderne i kalenderen er blanke, giver mig samtidig en uvant følelse af frihed..
Jeg er ret god til at presse ting ind i min kalender, som jeg “burde”, eller som jeg ikke helt er sikker på, at jeg kan overkomme. Aftaler og to-do’s, som som jeg ville ønske, at jeg kunne overkomme. Jeg er god til lige at love en kaffe ud, og føle mig bagud med en lidt for lang liste af mennesker, som jeg virkelig gerne vil se. Men som det også tager tid og overskud at catche up med. Måske jeg i virkeligheden er mere introvert, end jeg troede? Måske jeg bare virkelig trives godt med, at tage én dag ad gangen.
Den nye situation tvinger mig til at aflyse de ekstra kaffemøder, og minder mig på sin vis om at holde snuden i sporet. Og dét spor har jeg lige skulle finde tilbage til. For når jeg har følt mig helt rundforvirret, tror jeg også, at det handler om, at det hele virker så uhåndgribeligt, så stort, så mørkt (udenfor og i bekymringerne). Så uoverskueligt; Hvor stor bliver anden bølge? Hvor længe går der før, jeg kan samle mine venner? Hvad med mine kære gamle? Hvor skal jeg starte? Hvornår slutter det? Hvor mørk bliver vinteren?
I går skrev en sød bekendt til mig, hvordan jeg dog holdt humøret oppe og byggede på livet løs derhjemme. Og da jeg fik den besked, satte jeg mig ned på sofaen. Humøret var alt andet end oppe. Jeg gik rundt om mig selv; jeg holdt mig i gang. Helt ubevidst har jeg forsøgt at holde mig igang. Gået rundt. Fra ét projekt til et andet. Uden at kunne holde fokus. For de egentlige ting, som rørte sig, var lidt for ømme. Men dette gamle indslag mindede mig om, hvad der fik mig igennem sidste gang. Og jeg savner dét fokus. Og jeg tror, at det er nødvendigt.
Dagene i efteråret, skal nok blive slørede nok i sig selv.
Vi kom igennem helskindede én gang. Nu er vi her igen. Denne gang i et efterår. En årstid, som jeg faktisk elsker. Men som jeg lige nu mest er gråt for mine øjne. Og den råhed prøver jeg at give lidt plads og ro. Men. Jeg er også efterhånden rundforvirret af, at gå rundt i cirkler. Jeg savner en ro. Efterårets farver. og jeg er ret sikker på, at jeg igen må prioritere at sidde i min vindueskarm og lave noget med mine hænder. Noget, hvor jeg – for en stund – slår hovedet og bekymringerne fra, og gør noget.
[…] Særligt i år har jeg sådan brug for at begynde tidligt på juleriet – jeg har ligesom brug for at se frem til noget. Og hvilket bedre sted at starte end ved et DIY […]