Skabelonen til denne stjerne(juleguirlande) har ligget i mine gemmer siden sidste år. Jeg nåede ligesom bare aldrig dertil – med små børn om benene herhjemme. Og så blev materialevalget også lidt en stopklods for mig. Jeg vidste ikke helt, hvordan den asymmetriske stjerne skulle omsættes til en juleguirlande.. Skulle jeg finde noget farvet karton, male akvarelmaling på papir eller noget helt tredje?.. Ja, faktisk var det da jeg ryddede op for nylig (ok, det er løgn, jeg åbnede bare skuffen), at det slog mig, at jeg havde en hel del bagt bagepapir liggende i skuffen under ovnen. Min mand gør sådan grin med, at jeg er så sparsommelig i køkkenet. Jeg tænker altid at bagepapiret da liiiige kan bruges en ekstra gang (for meget). Eller at dén dér skefuld flåede tomater da skal gemmes – den kunne jo måske bruges til en ret?! Og sådan var det altså lidt held i “uheld”, at jeg havde hoardet mig et par sider (eller 5) afbagte bagepapir, og at efterårslyset pludselig fik dem til at se stjernegyldne ud.. Og dét er altså blevet til årets (første?) juleguirlande herhjemme! Her er hvad, jeg gjorde..
DIY til juleguirlande af bagepapir:
Materialer:
- ‘Afbagt’ bagepapir – gerne i forskellige nuancer af “afbrændtheder”.
De mest fedtede sprang jeg dog over ? - En blyant.
- En skabelon af stjerner. Jeg har brugt to forskellige størrelser – og denne Skabelon til Stjernerne (tryk for download).
- En saks.
- Sytråd og -nål.
- Et par søm at hænge guirlanden op i.
Step by step-guide til juleguirlanden:
- Aftegn først stjernerne med blyant på bagepapiret. Sørg gerne for at udnytte bagepapiret bedst muligt. Til guirlanden vist her, har jeg “kun” brugt to (og et halvt?) ark bagepapir.
Derudover lavede jeg ca. 3 små stjerner pr. stor stjerne. - Klip alle stjernerne ud.
- Tråd nu et laaaaant stykke sytråd.
Lad evt. rullen sidde på i den ene ende, så du kan justere længden afhængig af, hvor meget stjernerne fylder på tråden. - Sæt nu stjernerne på tråden – jeg stak nålen igennem stjernerne to steder, så de ikke drejer for meget rundt på snoren. Men også så de tynde stjerner ikke er så udsat.
- Fordel stjernerne jævnt og luftigt – efter smag – på tråden.
- Hæng guirlanden op og nyd den lette juleguirlande, og den julestemning den (forhåbentlig) bringer med sig ?
Modsat forrige DIY-guide er denne guide noget mere simpel. Og lige som mit enkle kalenderlys, passer de mere enkle juleguides ret så godt til mit temperament og min tålmodighed disse dage. Jeg håber, at den passer jer også. Og hvis der er noget, du er i tvivl om, eller som virker uklart, så sig endelig til i kommentarsporet nedenfor eller på min instagram.
Rigtig glædelig weekend fra mig til dig!
Kærligst S
Leave a Reply