Som jeg fik fremstammet i torsdags, har jeg allerede følt en lille snert af juletrængsel. (og med en lille smule mener jeg naturligvis “bare” i forhold til julepynt.. Jeg ved, at det er små sager, men at gå op i små sager midt i en verden fuld af store (uoverskuelige) sager, har jeg allerede “undskyldt” for én gang. Så jeg derfor vil jeg med clearet samvittighed igen vende blikket mod de småting, som altså de seneste uger har givet mig sved på panden…)
Nærmere bestemt taler jeg her om adventskransen. Jeg har simpelthen sådan lagt hovedet i blød, og mest af alt ville jeg gerne gentage sidste års adventskrans, men. Kurven lånte jeg af sommerhuset, og den er deroppe igen. Og jeg ved i skrivende stund ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Så. I fredags satte jeg mig for at lave mig en adventskrans af en metalring, jeg havde liggende. Og nogle træperler. Jeg er glad for resultatet, og det er virkelig rart at have nået at lave den i relativt god tid. Jeg GIDER ikke at løbe forpustet rundt her i julen. Ikke i år. (Som sagt. Vi har nok at miste åndenød over).
Så lad os da komme direkte til DIY’en.. Måske jeg ikke er den eneste, som gerne vil nå frem til, at julefreden kan sænke sig?..
DIY-guide til en adventskrans med perler
Materialer:
- En metalring (min er vist købt som en uro-ring, fordi jeg troede, jeg skulle lave denne uro omkring metalringen), men har du ikke dét liggende, kan tykkere ståltråd eller eventuelt tykt garn bruges.
Fordelen ved de to alternativer er, at du kan eksperimentere mere med udformningen af cirklen. Måske den skal være assymetrisk, firkantet eller sno sig som en orm? - Træperler i forskellige størrelser.
(Jeg havde lidt liggende, men jeg må altså krybe til korset og sige, at jeg kom til at købe et par ekstra poser – trods mit juleforsæt – da jeg opdagede at der ikke var nok til at nå hele vejen rundt.) - Fire bloklys
Det er vigtigt, at de er så bredde i bunden, at holde balancen og stå stabilt af sig selv.
Derudover:
- En knibtang
- En lille kniv (jeg brugte en urtekniv)
- Evt. en klat sekundlim
Step by step – guide:
- Klip først metalringen over med knibtangen.
Min metalring havde en “samling”, hvor det var naturligt at bryde den op. - Sæt perlerne på ringen i den rækkefølge, du lyser.
Jeg kan godt lide et lidt varieret/asymmetrisk look, og havde også gerne varieret perlernes størrelse/udtryk mere, hvis jeg havde andet på lager. - Skær dernæst en lille fordybning i bunden af hvert bloklys, så bloklyset kan “nå jorden”, når det placeres ovenpå metalringen Justér løbende, så du sikrer dig, at dit lys kommer til at stå fladt og stabilt ovenpå ringen og ned på bordet.
Vær opmærksom på, at des større perler du bruger, des dybere skal “tunellen” til metalringen være. - Fordel bloklysene mellem perlerne og jævnt rundt på ringen.
Efterjuster fordelingen og mængden af perler herefter. - Lim evt. de to ender af ringen sammen
.. eller lad enderne mødes under et lys. - Stil adventskransen på et bord, en vindueskarm eller en hylde, som kan tåle, hvis lidt stearin drypper derpå.
- Et voila. En simpel, let adventskrans er født.
Jeg har ikke helt besluttet mig for, om mine lys skal være fordelt “klassisk” henover ringen, eller om det er sjovt at lege lidt med fordelingen af lysene. Men det er der heldigvis lidt tid til at tænke over..
Jeg valgte derudover at lade lysene stå ‘bart’ på en vindueskarm. Jeg overvejede, om jeg skulle lave en form for drypsikring mod stearin, men jeg lod altså det lette look trumfe praktikken i denne omgang..
// Kærligst Sarah
[…] december måned er her, og jeg må altså indrømme, at jeg har en lille indre kamp mellem at ville en masse og mest af alt at have lyst til at trække stik…. Så denne DIY er opstået netop med dét for øje; en DIY (som mit hovede er fyldt af særligt op […]