Mon vi er de eneste, som er brændt inde med en hel del pant herhjemme? Koblingen af at begrænse indkøbsture og mængden af mennesker, som har pant at aflevere her efter nytår, har gjort, at vi simpelthen bare har samlet til hobe. Og det fik mig til at tænke på, at jeg i gemmerne har et par bud på (gen)anvendelsesmuligheder til netop de glasflasker, som måske også er tømt og ‘flyttet ind’ hos dig her efter et godt nytår!?
Med andre ord skal årets første tirsdagstip handle om mulighederne i de (glas)flasker, som måske ellers blot ville blive smidt ud.
Lav en en glasflaske om til en hjemmelavet lysestage:
Kort før jul lavede jeg en julet version af en flaskelysestage. Jeg filmede det endda på video her. Julelysestagen bor her stadig, blot med jævnligt fornyet vand. Men det er langt fra første gang jeg bruger en vinflaske som lysestage – eksempelvis har i lang tid haft brugt denne ginflaske som lysestage. Hvad enten lysestagen står og minder mig om gode GT’s, som for længst er indtaget eller den minder mig, at julepynt ikke behøver at være hverken svært eller kompliceret, så gør flaskelysestagen mig i godt humør. Nu er spørgsmålet så bare, hvornår det er årstiden tid til at lave en forårs-version?!
Brug glasflasker til opbevaring af madvarer:
Vi har et meget lille køkken, og i et forsøg på at danne overblik og bedre opbevaring, har jeg længe gerne ville føre det til dørs at have tørvarer stående i glasbeholdere. Og vi bliver lige så stille bedre og bedre til at ‘få det gjort’. Men som vi begyndte at rykke alle tørvarer op på hylderne i glasbeholdere, løb vi faktisk hurtigt tør for opbevaringskrukker. Og til dét er der altså nogle ret fine glasflasker, som ellers ville skulle pantes eller smides ud, som kan bruges. Typisk har vi oprindelig købt smoothies, juice og lignende i disse beholdere. Jeg elsker muligheden for at danne et hurtigt overblik over, hvad der er ‘på lager’. Særligt i denne tid, hvor maden gerne må række så langt som muligt. Og så er jeg fortsat virkelig glad for den tusch, som jeg brugte i indlægget her. Med den er det let at skrive indholdet (og eventuelt blandingsforholdet) på – og få det af igen.
Brug glasflasker som vandkaraffel:
Ingen glasflaske uden at nævne en vandkaraffel, vel? Selvom jeg faktisk ikke er en samler, men godt kan lide at holde mit hjem med så få ting som muligt, så er der gået lidt en hobby i at opdage glasflasker, som gør det godt som karafler – inden de ryger til genanvendelse. Jeg elsker nemlig at have en flaske koldt vand i køleskabet. Og eftersom vores lejlighed er lille og snørklet, vil jeg gerne have et par stykker eller tre flasker stående. De flasker, jeg bruger til dette formål, har oprindelig indeholdt olier, tonic eller limonade. Jeg er glad for enten et solidt skruelåg eller en patentprop. Og så kan jeg godt lide, at formen er lidt anderledes end de karafler, som man ellers ville købe sig til.
Brug glasflasken til at et selvvandingssystem til planter:
Sidst, men ikke mindst begynder planterne så småt at få brug for lidt mere vand med det tiltagende lys. Og herhjemme er jeg – hjemme eller ude – virkelig fan af dette flaske-vandings-system, fordi planterne på denne måde selv kan drikke det vand, de har brug for. Og så glæder jeg mig bare til, at planterne skyder i vejret her på denne lidt grå januartirsdag!
// S
Leave a Reply