For flere år tilbage fik jeg en selvvandende urtepotte af min farmor. Min Farmor er på mange måder min guru i både tips, tricks og håndarbejde. Jeg ved, at jeg altid kan spørge hende til råds! Og ofte ved hun, hvad jeg mangler allerede før jeg selv ved det. Sådan var det med de urtepotter, hun gav mig som 20-årig. Jeg anede ikke, hvor glad jeg ville blive for krydderurter. Jeg vidste kun, at jeg ikke kunne holde dem i live i en lejlighed. Nu – mere end et årti senere – kan jeg ikke få nok af de selvvandende krukker! Derfor har jeg af flere omgange lavet min egen version. Det er nemlig let, enkelt og ligetil at gøre. Og hvis det bliver vinter eller en krydderurt skal plantes ud i sommerhuset, ja, så kan krukkerne (igen) blive brugt til andre formål. Krukkerne og remedierne, som bliver brugt er nemlig alt sammen noget jeg allerede havde herhjemme. Måske det også gælder for dig?
DIY: Selvvandende urtepotte til krydderurter
Materialer:
- En urtepotte uden huller i bunden
- En urtepotte med huller i bunden
En vase eller krukke kan også bruges. Gå efter, hvad der giver mest stabilitet i “opsatsen”. - En tyk snor ca. 20cm-40cm – fx. tyk bomuldsnor, som den brugt her eller såkaldt madlavningssnor eller hvad du ellers har. Det vigtigste er, at den kan “suge” vand til sig.
- Krydderurter i jord. Fx. købt i supermarkedet eller endnu bedre plantet fra frø.
- Evt lidt ekstra jord til at plante krydderurten i
- En saks
Guide:
- Stil urtepotterne ovenpå hinanden – den med huller i bunden skal være øverst.
- Mål, hvor langt der er fra bunden af den øverste til bunden af den nederste urtepotte.
- Fold snoren, så den får denne længde + noget mere til toppen.
- Lav en stor knude på snoren, så knuden ikke ryger igennem hullet i bunden af din urtepotte.
- Stik snoren igennem hullet i urtepotten , så den lange ende hænger ned mod bunden af den nederste urtepotte.
- Spred de øverste ender af snoren ud langs bunden af den øverste urtepotte.
- Plant din krydderurt i den øverste urtepotte.
Har du en købt urtepotte fra supermarkedet, kan du med fordel “dele” urtepotten og komme godt med ny jord omkring den! - .. Og fyld vand i den nederste urtepotte.
- Et voila; din urtepotte vil stå og suge vand helt af sig selv og efter behov.
Det smarte ved at vælge en gennemsigtig krukke, som den nederste urtepotte er, at man på den måde altid kan holde øje med, om krydderurten har mere vand at “drikke af”.
Eftersigende skulle krydderurter købt i supermarkeder være “lavet til” at have svært ved at overleve. (Om det er et salgstrick eller et forsøg på at give så mange stilke krydderurter med som muligt, kan jeg ikke udtale mig om.) Men købte krydderurter er plantet så tæt, at de har svært ved at fortsætte deres vækst i deres lille stykke jord. Krydderurter skal derudover generelt have meget vand, men de må ikke overvandes. I den lille potte er dén del altså en meget svær balance. Denne balance er ude af ens egne hænder, hvis krydderurterne får lov at trække vandet op efter behov, som ved denne metode. Samtidig kan det være en ekstra fordel, hvis den nederste urtepotte (den til vand og uden hul i bunden) er gennemsigtig. På den måde kan man lettere holde øje med, om planterne mangler vand.
Som et ekstra bonustip skal man desuden kunne holde fluer væk fra krydderurter ved at lægge et fed hvidløg i bunden af krydderurteplanten. Dén del er ny for mig, men er helt klart et forsøg værd, tænker jeg!?
Kærligst Sarah
Husk, at du er velkommen til at skrive eventuelle spørgsmål eller kommentarer nedenfor, og at jeg også er at finde på instagram og bloglovin’.
Ps. For en god ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg har delt selvvandingssystemet før herinde. For hele tre år siden. Se bare her. Men netop fordi jeg bruger det så meget, tænke jeg, at det var helt okay at lave en lille “genudsendelse”.
Leave a Reply