Efterår, du er stadig mit.

Med efteråret følger ofte influenza. Særligt efter en god og varm sommer. Og som fordi sommeren har været SÅ god ved mig, slog influenzaens soldater mig ned i går. Én dag før tid, hvis man kiggede grundigt i kalenderen.. Og jeg ligger stadig. Godt og grundigt. Det var nok egentlig dét det var på vej allerede i torsdags, da jeg skrev om den dér søvnmangel og tilhørende hovedpine.

 

I dag har en simpel sygdom fået mig ned med nakken. Der skal intet til, før jeg koger over. Som en trykkoger, der står lige på randen af at hyle i vilden sky – over alt, men mest intet. Jeg kan egentlig ikke rigtig kende mig selv. Jeg har skrevet et helt indlæg om mine uheldigheder, og hvor træls føles at være i mit syge skrog. Men jeg orker ikke engang at læse dem igennem igen. Jeg gider ikke høre på mit eget klageråb. Ha. Eller også er det den knaldende hovedpine som gør, at jeg ikke orker at læse korrekturen? Egentlig har jeg det (jo) godt, og en lille stemme i mig siger; “stop med at klag! Du er utaknemmelig nu.” Hver gang jeg smalltalker, finder jeg de ting som fylder mit hoved for små til at klage over. Fordi min grundfølelse er, at jeg er heldig. Har det godt. Er lige dér, hvor jeg skal være. Lige nu kan det bare ikke komme ud for bare snot. Så jeg lader være.

I stedet får I et lille skriv om efteråret. I dagens anledning. Fordi… Det nu er efterår:

Om man vil se det i øjenene eller ej, så skriver vi efterår i kalenderen fra i dag og tre måneder frem.
Det er officielt et farvel til sommeren. Punktum.

Hver gang vi træder ind i en ny årstid, gør jeg det med en blanding af sørgmodighed og forventningens glæde. Sørgmodighed, fordi det er svært at følge med tiden, og rigtig forstå, når noget er her. Det er som om, det først helt er at føle på, når det er ovre. Forventningens glæde ligger derimod i potentialet i det nye, det uforløste.

Men denne gang gør jeg det også med en vis spændthed. For sikke meget den vil bringe, den årstid som står for døren. Jeg ved, at den vil bringe en masse godt. En fødsel blandt andet. Og dermed et barn. Mit barn. Vores barn. Vores familie skal vokse i mandtal.

Hvad mon der derudover vil komme os i møde?
Mere sygdom – af mere eller mindre alvorlig grad? Forhåbentlig ikke.
Mere ombygning – og dermed mere ro på herhjemme? Forhåbentlig. En tiltagende følelse af, at dette er vores hjem, som (igen) passer lige til os.
Og så alt det vi ikke ved endnu. Venner, dates, fødselsdagesfejringer og sommerhusture? Gåture og skovture?

På én måde føltes sommeren i år så uendelig lang. Så lang, at jeg næsten ikke troede mine egne øjne. På den anden side har sådanne  solskinsstunder det også med at gå (alt for) stærkt. At ende med at blive taget forgivet, sådan at de faktisk løber ud mellem fingrene på mig. Og nu er det efterår (igen). Som det jo altid bliver efter sommer. Og det er okay. For jeg holder så uendeligt meget af efteråret.
Dén kærlighed skrev jeg i øvrigt et helt indlæg om for et års tid siden – på en dag, hvor jeg husker det som om, jeg følte mig ekstra litterær. Haha. Læs det her, hvis du har lyst 🙂

Uanset hvad efterårets første weekend bringer, håber jeg at den er god ved dig. Jeg vil bruge den på ægte efterårs-rekreationsvis; putte mig længere ned under tæppet, og lade mig transportere hjem til mine forældres varme og stille hus, og deres evigt lækre mad ❤