Min datter har lige lært at gå. Og det gør hende glad. Ja, hun er næsten flyvende. Så flyvende, at hun tror hun nu kan både løbe, hoppe og klatre – og gerne på samme tid. Den overbevisning har hun fået sig ‘bare’ fordi hun stille og roligt kan sætte det ene ben foran det andet. Hun kan altså ikke alt hvad hun tror. Men det lader faktisk ikke til at hun forstår det. Og hun lader sig på ingen måde slå ud af det. SÅ jeg skal ikke være den første til at fortælle hende det. Jeg lader hende blive i troen. Så hun tumler rundt helt fjollet, grinene og rejser sig bare igen. Kaster sig fremad, griber ud efter sofaryggen, forsøger at hænge sig i armene i den, i et forsøg på at komme op, vælter, kravler måske lige hen til et bordben, for så igen fjoget at rejse sig, og løbende kaste sig mod skabet i det modsatte hjørne, vælter på vejen igen, igen, igen.
Hvor tilnærmelsesvis ihærdig er jeg med noget som helst? Og hvor god er jeg (sammenlignet med hende) til at være ligeglad med at fejle?
Hun er helt igennem vedholdende og ihærdig. Og glædes helt ukueligt af sine successer og sin formåen. Dét hun ikke kan, eller i det mindste skal øve sig lidt mere på, før det sidder lige i skabet. Ja, det skænker hun ikke engang et øjebliks opmærksomhed.
Gid jeg må blive mere som hende.
Bare ‘øv’
Flere hvededage, tak!
Coronagråt?
[…] Noget jeg ikke var forberedt på var, hvor vildt jeg synes det er, at hun nu er begyndt at udtrykke sig verbalt. At hun bliver et menneske, som kan sige sin mening, fortælle hvad hun tænker og føler, og at hun kan male et billede af sin verden med ord. Hun er nu begyndt at forsøge at sige lyde, udtryk og ord. Hun øver og øver og øver. Hun giver ikke let op(!) […]