Jeg tænker, at jeg (lige denne mandag) vil spare jer (og mig selv) for en monday mood-update. Jeg vil gerne lige lande i vores lille ferielejlighed (uden at skulle være på computeren for meget), og jeg synes måske også at jeg har tværet det ret tydeligt op, at jeg er et varmere sted. Så dét slipper I for at høre om (for nu).
I stedet vil jeg vise jer et lille forsøg jeg har lavet derhjemme i den forgangne uge.
Jeg har nemlig lavet mit eget kalenderlys!
… Kvaliteten og udseendet af det kan måske nok diskuteres🙈 Men altså, jeg synes ikke at I skulle snydes for min proces omkring det. Og hvis du nu vælger at videreudvikle på noget af det, så ville jeg elske det. I så fald må I vildt gerne skrive herunder eller tagge på insta? Jeg selv overvejede om det kunne være lettere at snitte med en form for varm nål eller præge-agtigt.
Her kommer min DIY-guide:
Hvad skal bruges:
- Et stort bloklys
- En urtekniv eller anden lille kniv
- Evt. et andet lys til at prøve snit af på.
Hvad gjorde jeg:
- Jeg havde en idé om, at jeg ville lave kalenderlyset i romertal. Mest af alt fordi jeg testede på et andet lys, og da viste det sig at være ret svært at skære buet (som i et tretal fx).
- Jeg fandt størst held med at snitte tallene, hvis jeg lagde kniven godt på skrå.
- Og så startede jeg ellers fra toppen og lod mig rive med…
- Faktisk tog det en anden drejning end forventet! Det endte med at ligne et juletræ i udformningen. Så langt havde jeg ikke tænkt før jeg sad midt i det.
- Jeg har efterfølgende tegnet mit mønster op (lidt skævt dog – sorry) på et papir, så I lettere kan se mit ‘mønster’.
Jeg kan godt lide at kalenderlys er enkelte, uden for meget ‘larm’, og at de har et lille twist.
Hvad synes du kalenderlys skal rumme?
Leave a Reply