Bare ‘øv’

Jeg har haft en øv-dag. Det startede faktisk allerede i går, men det er ikke et døgn siden endnu, så lad os bare kalde det én dag – i ental. Det behøver ikke at sprede sig mere..

Det startede med, at jeg modtog en uventet mail om mine planer efter studiet. Jeg var egentlig blevet stillet noget i udsigt, og følte at ‘den var hjemme’, men pludselige kom interne omstruktureringer i vejen, og de kan ikke tage nye ind alligevel. Øv med øv på. Og derfra startede det ligesom… Den negative spiral sagde ‘sæt i gang’. Jeg nåede ikke i nærheden af, hvad jeg skulle i går, og pludselig fik jeg øje på al opvasken, alle de unødvendige ting som ikke stod som jeg ville have dem til. Har I det også sådan nogle gange, at når først det lige tilter, så bliver alt lidt irriterende?

Jeg gik egentlig ikke og var i dårligt humør. Bare lidt irriteret inden i. Og ikke på nogen. Bare irriteret. Sådan en følelse af, at det klør i min brystkasse? Haha. Den følelse er så virkelig og fysisk for mig, og jeg fangede faktisk mig selv i at gå og prøve at ryste det ud af kroppen. Jeg var dog god til at gå med det selv (hvis jeg selv skal sige det), men mest af alt havde jeg bare lyst til at lægge mig i seng og sove det væk. Jeg følte mig slået hjem.. For det var ikke bare min sikkerhed efter studiet der lige slog mig.. Det var store spørgsmål som “hvad VIL jeg overhovedet?” og “hvem vil overhovedet ha’ mig ovenpå en barsel og et langt studie?” og “hvad med lejligheden? Vores datter har jo ikke engang sit eget værelse!” Men vi fik besøg, og godt for det, for det blev næsten glemt. Men så vågnede jeg altså i morges. Alt for sent til ikke at stresse lidt over at nå i vuggestuen til tiden, og så var der pludselig lort over det hele (jeg siger ikke hvis).. Men vi kom ud af døren! Bare uden nøgle. Og et tændt kalenderlys inde i stuen. Så deeeet..

 

Nu sidder jeg i min stue igen – stadig med kalenderlyset tændt, og med en varm kaffe og er godt i gang med chokoladejulekalenderene.. At bliver fint. Det ved jeg. Og i dag har jeg sådan en følelse af, at den bare skal have én over nakken, den dér følelse. For det er småting. Jeg er mere fri til at tænke ‘hvad jeg vil’, end jeg var i går, fordi en plan har sat mig ‘fri’. Min kløen i brystet er stilnet af, det kilder kun en lille bitte smule, og jeg tror, at hvis jeg lige får givet det en ordentlig skalle med speciale og opvask, så er jeg fuld af gåpåmod igen.

Det tror jeg!

OG hey, jeg endte faktisk med at grine hele vejen ned i vuggestuen! Min datter fandt sine solbriller i min taske, og ville have dem på. Så jeg gav hende dem på – sammen med hue og overtøj – og så sad hun dér med hue og kæmpe solbriller på min arm. Hun sagde ikke hej til et eneste menneske på vej derned (som hun ellers altid gør). Hun sad bare dér, med et køligt smil på læben, og skuede ud af sine store briller. På ægte gulddreng manér. Ha!

Jeg tror sørme, at jeg senere – når jeg har ‘fortjent’ det ovenpå en masse arbejde – vil sætte mig ned på min yndlingscafé og læse.. Bum. Det bliver godt! Og det er d. 13. i dag, men det var det også lidt i går, så det stopper nu!

//S