Først pakkede jeg mig selv ind. Passede på mig selv. Holdt “fri“. Under tæpperne. Herfra havde jeg svært ved at finde ord. Ord for, hvordan jeg egentlig havde det og har det. Der er sket meget de seneste måneder. Jeg har fået skænket min søn og været i sorg i samme ombæring. Jeg har været flov over mine følelser, og måske netop derfor har det været så svært at sætte ord på. Det føles skamfuldt, fordi det kan lyde som om det er nogens skyld. Det er ingensskyld. Hverken min søns eller min bedstefars. Hverken fødslen eller dødens skyld. Jeg kunne måske blive sur på livet. Men det ér jo livet; at vi fødes og dør.
Nogle dage føler jeg mig flyvende. Ikke selvforskyldt, men fordi jeg har fået de største gaver i verden. Fordi jeg føler det som jordens største privillegium at være mor til mine børn. Faktisk er dét en grundlæggende følelse i mig dagligt; “Jeg kan ikke ønske mig mere”, sagde jeg for nylig, uden at tænke mig om. Det kom bare. Fra et helt oprigtigt sted. Min søns nyligste ankomst har gjort, at jeg føler mig hel på en helt ny måde. (Pun intended.) At han skulle lande i vores familie, føles rigtigt, særligt og velsignet (for at bruge et større ord end heldig).
“Det er lige ved at ramle”, er dog også en sætning, jeg har fået over mine læber i løbet af de seneste uger. Korthuset har føltes så uendeligt skrøbeligt. Fordi en stor og massiv vind har pustet til det. Vinden som fulgte efter, at et menneske gik ud af døren. Jeg er ked af det. Og savner. Dybt og inderligt. Jeg føler mig berøvet noget. Berøvet én. Der er gået en flig af mig. Et skår i den vase som er mig. Den vase, hvori der netop var skudt endnu en knop; min søn.
Måske er dét billede med vasen og blomsten egentlig værd at bygge videre på, for at beskrive, hvordan jeg har det..
Mit liv er i fuldt flor. Jeg har to små dejlige(!) børn, og ja, i princippet ligger det hele for mine fødder (er det ikke sådan de siger, i al fald?) Men. I min vase, som er mit fundament af kærlighed, er der gået et skår. Fordi én af de vigtigste personer, som har elsket mig, ikke erlængere. Jeg ved, at han var her nu, hvis han kunne, men faktum er, at jeg resten af mine dage må savne ham. Jeg ved, at det ville gøre ham ulykkelig at vide, at jeg har det sådan. Fordi han aldrig ville være skyld i noget ondt. Men jeg har ondt. Ikke fordi han gjorde ondt, men fordi jeg elskede. Det gør ondt, at jeg ikke kan kramme ham igen. Eller ringe til ham. Det gør mig ulykkelig midt i min lykke. Det virker uretfærdigt og hårdt, at min søn aldrig nåede at grine med ham, som min datter gjorde. At min datter nok ikke kan huske ham om kort tid. Og at min bedstefar ikke nåede at opdage, hvor meget min søn ligner mig. Og dermed ham. Han ville have elsket det. Jeg må tro på, at han elsker det på tværs af dét, der adskiller os nu.
De to mænd, den ældste og yngste af mine største kærligheder, hilste blot i døren, og de vil begge – på hver deres måde – altid være en del af dét der gør mig til mig. Hel og i stykker.
mardie says
Hvor er det dog en rørende fortælling om livets store, gode og triste stunder?❤️
StayStrange says
Tak, Mardie <3