Når den længste dag føles som den korteste

I dag er det årets længste dag. I dag har været fyldt med en masse godt; en tidlig morgen, et godt varmt bad, pandekager, besøg, grill med venner, tegninger og sol. Der er sket meget godt i dag – der er sket meget på de sidste lyse måneder. Men lige om lidt går dagen på hæld.. Lige om lidt slukkes lyset. Og tiden, som var så god, er gået alt alt for stærkt.

I dag er det årets længste dag. Faktisk har det føltes lyst udenfor længe, synes jeg. Sådan har jeg det ikke altid på denne tid af året. Vejret, solen og vinden har været med os dette forår, og den første del af sommeren. Og jeg har suget det til mig, gået i det og været i det i højere grad end sædvanlig. Jeg har været på barsel.

Hvert år på denne tid bliver jeg dog strejfet af en vemodighed, og denne vemodighed er altså ikke mindre i år. Slet ikke. For

i morgen starter min mand på arbejde igen efter sin barsel. Jeg var så spændt, så lettet og så glad, da han for nogle måneder siden (endelig) gik på barsel. Og klip – så er vi hernu. Ved vejs ende. Jeg er langt mere opladt. Langt mere solbeskinnet end før. Langt mindre klar en hverdag. Jeg er mere forvændt med at have hele min familie omkring mig. Mere end normalt omkring midsommer.

Men en sådan ‘undtagelsestilstand’, som fælles barsel er, har også sat ‘hverdagen’ i et nyt lys, og jeg er nu klar over, at jeg;

… savner mere (når det er hverdag) end jeg helt har ville se i øjnene, …har uendeligt godt af gåture med min partner (in crime), …får en mere harmonisk og rolig familie, når vi er tæt sammen, …lader op med en kaffe alene engang imellem, men at jeg i løbet af en kaffekop faktisk kan komme til at savne dem jeg netop holdt ‘pause’ uden.

Faktisk ønsker jeg lige nu slet ikke, at hverdagen skal gå igang igen. Hvis bare livet kunne fortsætte som de sidste uger… Men heldigvis er ‘hverdagen’ kun tilbage for en kort bemærkning – og snart afløses den af ‘ferie’.

Og den slags er altså slet heller ikke så dårlig endda.