At passe på sig selv. Uden at passe på.

Efter at have fået påduttet sætningen “pas på dig selv”, er den gået hen og er blevet remix’et til mit seneste års soundtrack med arbejdstitlen “Jeg vil passe på mig selv”.
Sætningen som oprindelig blev sagt af læger, jordemødre, venner og familie under min gravditet, som sluttede for 10 måneder siden, er blevet til en slags læresætning for mig i det hele taget. Og en viljesbeslutning.
Sætningen kan lyde på mange mange måder, afhængig af, hvor man lægger trykket. Hør bare her:
Jeg vil passe på mig selv. Sætningen emmer af, at jeg er den eneste der vil og er i stand til at passe på mig selv. Sådan er det ikke.
Jeg vil passe på mig selv. Og sætningen klinger af en viljesbeslutning om, virkelig at ønske at passe mig selv.
Jeg vil passe på mig selv. Her er hovedtrykket på, at det er kernen og essensen af mig selv, som jeg virkelig gerne vil passe på og værne om. Begge de sidstnævnte muligheder er udgangspunktet for dette lille skriv.

Måske virker det som en selvmodsigelse. Eller en åbenlyshed. Måske virker det unødvendigt eller ligegyldigt at sætte ord på, men for mig er det svært. Svært at passe på mig selv. Svært at sætte ord på. Den måske største grund til, at det er svært at sætte ord på (og svært at udleve) er, at dét at ‘passe på mig selv’ virker egoistisk. I et splitsekund giver det et jag i maven af ‘men kan jeg tillade mig det’?

Selvom jeg rationelt ved, at selvfølgelig kan jeg det.

Fordi: jeg er nogens mor, skal jeg passe på mig selv. Fordi jeg er nogens kone, skal jeg passe på mig selv. Fordi jeg gerne vil være en god ven. Fordi hvis ikke jeg kan, hvem så? Jeg har mennesker omkring mig, som passer på mig, det har jeg. Men de er jo ikke mig. Og jeg er nu altså den person, som jeg bruger mest tid sammen med, og som jeg oftest konfronteres med. (Okay, det blev meta med meta på, det kan jeg godt høre). Og helt grundlæggende, er jeg også den der har størst taleret og desværre også størst kritik af mig selv liggende. Jeg er min egen værste kritiker. Og dermed dén person som til tider passer mindst på mig.

Jeg vil gerne lære det. At være rigtig god til at passe på mig selv.. Jeg vil gerne lære mine børn, at det er en god kvalitet at stå sig selv nærmest, når det gælder om at passe på sig selv.

Forstå mig nu ret, jeg passer på mig selv. Sådan i det store og det hele. Men. I dagligdagen er det altså sjældent at jeg når at komme helt ned i gear og gøre noget ‘kun’ for mig. Tag et lille eksempel som, at jeg siden min første graviditet har strikket (on and off). Og i to hele år strikkede jeg ikke en eneste genstand til mig selv. Ikke en eneste. I strikkeverdenen (på instagram) kalder man projekter til sig selv for #egostrik. Og på én eller anden måde bliver jeg lidt provokeret over det kaldenavn!? Fordi det prikker til en følelse af, at det er egoistisk at strikke til mig selv. Den tid kunne jeg jo have brugt på at glæde nogle andre i stedet for mig selv. Og det er nok en snert af dén følelse, som klinger ved ordene “passe på mig selv” i det hele taget.

Da jeg læste musikvidenskab, kæmpede jeg med at spille klaver. Jeg lærte det (til en vis grad) i en sen alder, og det frustrerede mig at skulle få mine fingre til at følge med. Makke ret. En dag sad jeg med min klaverlærer, og skulle lære at spille et nyt stykke. Jeg sagde ikke noget, mens jeg sad foroverbøjet og koncentreret om mine hænder. Efter mindre end et minut stoppede hun mig, og sagde noget i retningen af; “jeg forstår godt, hvis dine fingre ikke lystrer. Du taler jo ikke særlig pænt til dem….” Og fortsatte: “Prøv at opmuntre dem, som du ville opmuntre din bedste ven? De er jo dine venner.”

Det kan lyde syret, det kan lyde skørt. Men for mig lød det.. sandt. Og mine fingre blev på en måde et billede på, hvordan jeg helt ud i fingrespidserne har haft en tendens til at ‘piske’ mig selv. Haft et ønske om at passe ind. Tilpasse mig. Makke ret. Frem mod mål. Frem mod noget. Frem mod nogen. Frem mod det næste skridt. Frem mod en eksamen. Frem mod et job? Og i alt det har der ikke været meget rum til.. selvkærlighed. Til at se mig selv som.. min egen bedste ven? Jeg har ikke dyrket dét at fremelske mig selv og mit potentiale, sådan som jeg ville gøre det med alle andre end mig selv.

Jeg ved ikke hvorfor, at det er så svært for mig, men jeg øver mig! For jeg tror på, at i åndehuller, i lysninger, i god jord, da vil jeg vokse. De gode tiltag og selvomsorgen behøver ikke at være ting som koster penge. Eller tager lang tid. Slet ikke. Jeg øver mig i, at er et øjeblik med ro, så starter jeg med at gøre noget for mig selv. Jeg tillader mig selv at tage resten af kagen (uden at gemme noget til de andre ;)) Og drikke kaffen varm. Med en bog i hånden. Inden jeg gør noget andet. Ja, og så har jeg faktisk også strikket min første trøje til mig selv. Er tiden knap, så gør jeg noget for mig selv i mens jeg laver noget praktisk; Skal der ryddes op i hytten, sætter jeg en podcast på, som jeg virkelig har lyst til, imens. Jeg øver mig i at ‘give mig selv lov’. ‘Give mig selv fri’ og først og fremmest prioritere dét, der lader mig op, når jeg har tid. Som at skrive (her). Og kreere ting.

Og ikke mindst øver jeg mig i at lade mig selv drømme, som jeg ville drømme for alle andre.

Mig. I min første #egostrik. Sløret og på vej.

En lille sidste bemærkning om at passe på mig selv. Sætningen kan ofte forveksles med “at passe på” – at være forsigtig, gemme sig væk, putte sig væk. Det er ikke sådan, jeg mener det. Jeg mener lige så vel, at dét at passe på mig selv, kan være at turde gøre ting. Være out there, hvis det er det, der gør mig glad og energi. Så længe det, jeg ikke gør, ikke bliver udgået, fordi jeg ikke tør..

Fun fact: Jeg hørte en gang et studie fortælle, at pigeforældre oftere siger “pas nu på” end drengeforældre gør. Jeg har jo ét barn af hvert køn, og jeg øver mig sådan i, at de begge to ikke får sætningen “pas nu på” slynget i hovedet for ofte. For så længe jeg passer på dem, er deres opgave at turde udforske, hvad de kan og vil i trygge rammer. Men dét er nok et helt andet indlæg.

Hvis du er kommet så langt, så TAK fordi du gad læse al min tankemylder.
Jeg ville elske at høre, om du har nogle tanker i stil med (eller modsat) det, jeg beskriver her?

Kærligst S

Du er i øvrigt altid velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ eller Instagram , hvis du har lyst til den slags 🙂