Hjemmepasser, husmor, hjemmegående.. Kald mig, hvad du vil.

Og hvorfor så mig? Først og fremmest har jeg ikke noget fast job at vende tilbage til efter barsel. Jeg skal tilbage og finde ud af, hvad jeg skal arbejde med. (Jeg afsluttede min uddannelse i kulturformidling og gik derefter på barsel.) Derimod er min mand godt tilfreds med sit job, som tilmed er stabilt og relativt ‘børnevenligt’ i forhold til arbejdstider og ferier. Dernæst trives jeg virkelig godt med at ‘være hjemme’. Jeg kunne sagtens forestille mig at arbejde hjemmefra. Faktisk drømmer jeg lidt om det. Jeg trives virkelig godt i mit eget selskab, og nyder og udnytter i vildeste grad, at jeg har ‘fået´ den her tid med børnene, men også til at finde ud af, hvilken vej jeg skal gå.

Jeg tror som sagt, at en stor del af grunden til, at jeg har syntes, det har været svært at sige højt, at jeg ‘stadig er hjemme’, er det identitetsmæssige der ligger i, at være dén der går hjemme. Både i forhold til ligestillingsdebatten, men mest af alt i forhold til, hvilken “samfundsgruppe” jeg så tilhører? For jeg er ikke længere studerende (også). Jeg arbejder heller ikke (endnu) ved siden af. Nej, mit primære virke er at være mor.

Alle de tanker om, hvilket ‘label’ jeg får skrevet i panden ved at træffe dette valg, har fyldt meget.. ‘Hjemmegående’, ‘husmor’ og ‘hjemmepasser’ klinger alle sammen af noget for mig. Men jo sikkert af noget andet for andre..

Jeg har det af en eller anden grund lidt svært ved betegnelsen hjemmegående. Ikke fordi der er noget galt med den. Men jeg synes, at hjemmegående klinger sammen med noget, som er permanent og ikke i forandring. Som om man går. (Måske i cirkler?) Hjemme. Og ikke andet. Sådan er det ikke. Det ved jeg(!) Og selvom jeg ikke skal møde på et bestemt tidspunkt, så skal jeg det jo alligevel – for børnenes behov er der hele tiden. Non stop. Og oftest føles det faktisk som et slags døgnarbejde.. Men tilbage til hjemmegående – der ér noget i forhold til tempoet i den betegnelse, som også kan noget: For jeg er hjemme, men i bevægelse. Ikke i løbende bevægelse, men i et gående tempo (omend jeg nogle dage virkelig løber stærkt). Dét at jeg holder ham hjemme kan bidrage til, at vi lige får taget luften ud af en ellers hårdt spændt ballon, som hverdagslivet nogle gange kan være. Og samtidig står vi ikke stille. Børn er jo i rivende udvikling hele tiden, og jeg.. er på de vilde dage blæst helt bagover. Og på de rolige dage, har jeg pludselig fået tid og rum til at bevæge mig på andre områder end at holde et spædbarn. Fordi et lidt større barn betyder længere lure og lidt flere frie hænder til mig. Selvom vi er hjemme sammen.

Husmor synes jeg umiddelbart noget bedre om. Fordi det vidner om, at der er børn hjemme; jeg er en mor, og jeg i huset i kraft af min titel. Husmor. Og omend det også lyder lidt mere ‘kønnet’ end hjemmegående, er jeg langt større fan af husmor. En husmor bringer billeder frem af én som får ting gjort. Også derhjemme. Én som kan sylte, strikke, gøre rent og lave lektier med barnet (på én og samme tid?). Der er noget power i den titel. I mine ører. En slags slagkraft, som jeg faktisk godt gad iklæde mig.

Hjemmepasser lyder lidt som en hundepasser, hvis du spørger mig, selvom det er dén betegnelse, som er mest udbredt (om én som mig) disse dage. Det er én som passer hjemme, og også én som kunne være hvem som helst i forhold til ordlyden. Betegnelsen rummer ikke (som med husmor) en relations-indikator, og måske fordi det minder så meget om en babysitter, lyder det for mig lidt relationsdistanceret. Nok netop fordi det klinger sådan af ‘hundepasser’, synes jeg mest af alt, det klinger af, at barnet KUN passes. Og at intet andet fylder i morens liv. (IGEN: Det er kun mine tanker om udtrykkene – vi har alle vores forståelser og forestillinger om dem).

Så ja, jeg er hjemme. Dét med det gående tempo øver jeg mig i. Jeg er en mor i eget hus (eller lejlighed, for at være helt korrekt). I hvert fald til sommer. Måske længere… Og indtil da, må du gerne kalde mig husmor, hjemmepasser eller hjemmegående. For det er jo i bund og grund lige meget, hvilken titel jeg har. For jeg er jo bare mig.

Vores dreng kan få den tryghed, stabilitet og primære kontakt, som vi ønsker for ham, og jeg har et frirum til at ‘gøre mit’, når han sover. Læse, skrive, DIY’e og hvad jeg nu ellers får tid til, mens jeg øver mig, undersøger og drømmer. Om, hvad mit arbejdsliv en dag skal rumme.

Det føles dog både vildt og helt rigtigt. For mig og for os.

(Det er afslutningsvis vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tænker, at vores løsning er et facit, som alle andre burde følge. SLET ikke. Vi har ændret holdning én gang, og kan sagtens gøre det igen. Sådan er det jo at leve. Og heldigvis er vi alle – voksne så vel som børn – forskellige. Faktisk tænker jeg, at det hele ville være meget mere kedeligt, hvis vi valgte det samme <3 )