Det aller sværeste for mig gennem coronatiden har været balancen mellem at ‘holde fri’ og at være ‘på’. Hvilket vel i sig selv er en lidt paradoksal formulering, når nu jeg går hjemme med børnene. Men. Før Corona føltes dagstimerne på en måde som ‘min arbejdstid’. Både fordi jeg havde det primære ansvar for ét barn. Alene. Og at denne dag ofte blev afrundet ved at det andet barn skulle hentes, at vi blev flere voksne derhjemme eller at vi havde sociale aftaler. Men også fordi jeg i lurtiden virkelig satte alt ind på at få ‘kreeret’ noget til bloggen her eller til instagram. Men alting har været vendt op og ned siden den dag midt marts. Og fordi begge børn (og en ekstra arbejdende voksen) pludselig var hjemme – og vi i starten ikke har kunne tage nogle steder hen – så mine dage med ét anderledes ud end de gjorde før Corona. Pludselig (eller måske faktisk lige så stille) flød det hele mere sammen for mig. Og at have tid til at ‘udtrykke mig’ på de sociale medier, sådan som jeg elsker det, samtidig med ikke at lade mig distrahere fra mit eget ‘virkelige liv’, har været sværere den seneste tid..
De social medier har nemlig virkelig været on fire her i Corona-tiden.
Det er klart min oplevelse, at mange mange flere har siddet med næsen nede i skærmen. Og når tiden har været der, har jeg gjort det samme. De sociale medier har nemlig også været et sted, hvor jeg har haft mere gåpåmod her henover Corona. Jeg har både følte et voksende fællesskab, men jeg har altså også haft enormt meget lyst til at bidrage – med påskepynt, med DIY’s og med tips… Ja, med hvad som helst, som kunne få mig og andre til at føles os mindre alene midt i al denne ‘sammen hver for sig’-tid. Men netop derfor har det også være endnu sværere at sige stop, at holde pauser og at geare ned. Helt vildt svært! Og jeg er flov over at indrømme det, men jeg har vel nok haft en form for FOMO fra de sociale medier. Og dermed brugt mere tid, end jeg har lyst til, på at ‘tjekke ind’ – uden at have reflekteret over, hvad jeg gjorde det for..
.. et ufokuseret, men måske ret sigende, portræt fanget af min datter i marts måned..
Måske fordi jeg har læst mere med hos andre end jeg har brugt på selv at skrive/udtrykke mig?
Fokus var meget mere klart i starten af coronaen – alt var så nyt, og jeg var klar på, hvad hvad jeg gerne ville bruge min sparsomme tid på. (SÅ meget, at jeg sov meget meget lidt for at få alting klar, inden tiden løb fra mig. Og det føltes fedt. Virkelig fedt.) Men. Som blevet lidt væk undervejs, og jeg er blevet fristet til at skæve til ‘alle de andre’ frem for at holde snuden i ‘mit spor’. Eksempelvis ligger der lige nu lige præcis 100 kladder her bag skærmen til blogindlæg. Ha. En ret god indikator på, hvor meget jeg arbejder bag skærmen. Men det siger i høj grad også noget om, hvor meget der ikke er blevet fulgt til dørs fra min side. Fordi jeg har forsøgt at gøre så meget på én gang, at intet helt blev til dét, det skulle. Mit fokus er blevet ufokuseret. Jeg er blevet distraheret, og har måske endda haft en tendens til sammenligning.
Og hvis Corona-tiden har lært mig én ting, så er det, at jeg gerne vil blive bedre til at ‘holde fri’ fra de sociale medier sådan, at jeg er ‘ladt op’, når jeg tjekker ind. Men ikke mindst sådan at jeg er langt mere fokuseret på dét, jeg gerne vil med medierne, når først jeg sætter mig (forhåbentlig) koncentreret ned med de medier, som giver mig så meget godt.
Det er svært at være til stede bag skærmen og på skærmen på samme tid.
Men at være helt til stede hvert sted – til hver sin tid – dét vil jeg virkelig gerne øve mig på..
[…] bygget, tullet, læst, drukket kaffe, soppet i havet, spist god mad og is. Suget meget mere ind end kigget på telefonen. At der var ekstra hænder til børnene gjorde også, at jeg næææsten fik færdiggjort et helt […]