En ny start. Fra nul til…?

Jeg skulle til at kalde indlægget her “ground zero”, men jeg synes alligevel referencen til de bombede højhuse var for voldsom. Sammenligningen med, at dét jeg kendte er revet ned holder dog stik. Hverdagen med begge børn hjemme, er her ikke længere. Og dermed er dét at være hjemme med børnene ikke længere min fuldtidsbeskæftigelse. På mange måder skal jeg genopfinde en hverdag, et job, mig selv. Og på mange måder er jeg banket tilbage. Og overvældet. Af en hovedpine og af en overvældethed. Men også af et gåpåmod, som jeg næsten skal lægge mig i selen for at tøjle. I sidste uge havde jeg et virkelig spændende projekt på krogen. Troede jeg. Og weekenden har vel nærmest være tømmermandsagtig ovenpå beskeden om, at dét, jeg glædede mig sådan til at gå i krig med, ikke blev.

Men. I dag er det en ny dag og tilmed en ny uge. En uge, hvor jeg for første gang har sagt “vi seeees” til begge børn nede i deres fælles institution. En mandag, hvor jeg slet ikke har svært ved at finde på, hvor jeg skal klø på med. En mandag, hvor jeg har sat tre vigtige punkter på min liste herhjemme, som jeg snart er i mål med. (Fordi; stille uafbrudt tid!?)* En mandag, hvor jeg igen skal sige til mig selv, at jeg nok skal finde en vej i alt det nye. Men også en mandag, hvor solen skinner på mig, og børnene lige om lidt skal hentes og cykle en tur med deres mor og far. Ud i et blå. Med kage og saft.

Der er mange ting, jeg gerne vil i den tid, som ligger foran mig. Men først og fremmest skal jeg lige finde en (ny) balance i muligheden for, at børnene er i institution. De er blevet taget så trygt og godt imod, og timingen har på mange måder virket virkelig god. Men det er stadig vigtigt for mig, at de er så meget hjemme som muligt. At de har “fridage” med jævne mellemrum. Det ønsker jeg. Men jeg skal også lige finde mit fodfæste herhjemme. Finde ind i en arbejdsgang igen. Jeg øver mig i at have mig selv med i al den nye omstilling. Mig selv med som mor, som jobopfindende, som skribent og fotograf, som veninde, men også som mig helt uden alt det andet.

Men lige nu? NU vil jeg løbe ned efter mine to poder!

Én af de bedste tiltag i vores nye hverdag har været, at min mand har fået sen mødetid mandag. Dét betød i morges, at min morgenmad så sådan ud. Med brombær hentet direkte fra sommerhuset i weekenden ?  

*teksten er naturligvis skrevet kort efter frokosttid i dag. At trygge udgiv fik jeg først ro og tid til, da børnene var lagt til aften. At finde en arbejdsro, når de ikke er hos mig, øver jeg mig i.